Slut med gratis bagage på Go Light billetter for statusmedlemmer i EuroBonus

Efter SAS indførte deres Go Light billetter, hvor bagage ikke var inkluderet, så har en af de store fordele ved at være loyal overfor SAS – og have status – været at Sølv, Guld og Diamond-medlemmer har kunnet medbringe deres ekstra bagagekvote – selvom billetten ikke inkluderer bagage. Denne fordel er nu slut.

Denne nyhed er egentligt ikke så overraskende. Vi har tidligere været ind på, at vi forventede at denne fordel vil forsvinde på et tidspunkt. Det har vi omtalt i vores populære podcast, men også i flere artikler her på FinalCall.travel

Fra 7. maj 2018 er det slut med denne ekstra fordel for statusmedlemmer i EuroBonus eller Star Alliance Gold-medlemmer når de rejser på en Go Light billet med SAS. Det skriver SAS som information til rejsebureauer og agenter.

Hvis du har bestilt din billet senest d. 25. januar 2018 og skal rejse efter d. 7. maj 2018, så vil du dog slippe for bagagegebyret, hvis du har Sølv eller højere status hos EuroBonus. Bestiller du derimod 25. januar 2017 eller senere, så skal du betale for bagagen, hvis du rejser efter d. 7. maj 2018.

Det betyder dermed også at du stadig har en chance for at bestille fremtidige billetter og få inkluderet bagage på Go Light. Men du skal altså skynde dig at bestille inden 25. januar 2018.

Som nævnt er fjernelsen af denne fordel ikke noget som overrasker os – det havde vi faktisk forventet ville ske. Og i dette tilfælde giver SAS ligeledes et rimeligt varsel samt sørger for at alle som allerede har bestilt billet stadig vil kunne medbringe den bagage, som de blev lovet på bestillingstidspunktet.

Vi havde dog gerne set, at man havde differensieret mellem f.eks. Guld- og Diamondmedlemmer ved f.eks. at bibeholde denne fordel for Diamond. I forvejen er der ikke specielt stor forskel på fordelene på de to statusniveauer og dette kunne have været en god måde at give de mest loyale kunder en ekstra fordel.

Sølv, Guld, Diamond eller Star Alliance Gold medlemmer vil stadig kunne medbringe 1-2 ekstra kufferter, hvis de rejser på Go, Plus eller Business.

Pandion-medlemmer vil stadig kunne medbringe ekstra bagage på Go Light.

Har du bestilt via SAS hjemmesiden eller appen og har registeret dit bonusnummer ved bestilling, så vil du ikke blive opkrævet gebyr, hvis du rejser efter begrænsningen træder i kraft. Har du derimod bestilt igennem et rejsebureau eller ikke har registeret dit bonusnummer, så vil du blive opkrævet gebyr, men kan efterfølgende bede om at få det refunderet hos SAS.

Med ændringerne lægger SAS sig på linie med konkurrenter som Lufthansa, Austrian, SWISS, Brussels Airlines, British Airways og KLM/Air France der heller ikke tillader ekstra bagage til statusmedlemmer på deres Light billetter.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here