Slut for den ikoniske “Speedbird 1” flyvning

British Airways såkaldte "Baby Airbus" - A318, som blev benyttet mellem London City og JFK. Foto: Nick Morrish/British Airways

British Airways flynummer BA1 er intet mindre end ikonisk. Det blev oprindeligt benyttet til Concorden og efterfølgende flyttet til flyselskabets specielle Business Class rute mellem London City og New York JFK. Men nu er det – ihvertfald indtil videre – slut for det ikoniske call sign.

British Airways måtte i foråret 2020 – ligesom mange andre ruter – opgive at flyve deres rene business class rute mellem London City og New York JFK. Denne rute blev fløjet med en modificeret Airbus A318, som havde 32 Business Class sæder ombord. Det lille Airbus fly gik også under kælenavnet “Baby Airbus”.

Speedbird 1

Oprindeligt blev flynummer BA1 – og call signet “Speedbird 1” – brugt til Concorden. Men da denne flytype blev pensioneret så blev det ikoniske call sign også midlertidigt pensioneret.

“Speedbird 1” – eller rettere “Speedbird Concorde 1”, som flyselskabet brugte på Concorden var et af de mest kendte call signs i luftfarten.

I 2009 blev det dog igen taget frem fra gemmerne da British Airways startede deres rute fra London City til New York JFK som var en ren Business Class rute med Airbus A318. Her blev call signet dog forkortet til blot at være “Speedbird 1”.

Både traditionelle og sjove call signs

Alle flyselskaber har et såkaldt call sign, som de bruger til radiokontakt med flyveledere. Call signet er efterfulgt af rutens nummer. F.eks. bruger British Airways altså call signet “Speedbird” på alle deres ruter, mens SAS bruger “Scandinavien” og Norwegians engelske selskab (DI) brugte “Rednose”. Norwegian i Norge (DY) bruger “Nor Shuttle”

I mange tilfælde så er call sign det samme som flyselskabets navn, men der er også mange eksempler på at call signet er noget mere specielt og farverigt.

F.eks. hos Aer Lingus, som kalder sig “Shamrock” eller hos Thomas Cook Scandinavia, som hed “Viking”.

Af pensionerede call signs kan nævnes US Airways, som kaldte sig “Cactus” og Virgin America som brugte “Redwood”.

Hawaii-Five-O

Af de mere underholdende kan nævnes Hawaiian Airlines flynummer 50, hvor flyveledere og piloter ofte ignorerer det officielle call sign, Hawaiian 50 og i stedet kalder flyvningen for “Hawaii-Five-O”.

“Speedbird” call signet hos British Airways stammer helt tilbage fra Imperial Airways, der senere blev til BOAC og som efterfølgende blev en del af British Airways, som vi kender det idag.

Sidste flyvning for British Airways “Baby Airbus”

I går blev British Airways A318 – med registreringsnummer G-EUNA – så fløjet fra opmagasinering i Madrid til Enschede Twente Airport, hvor flyet skal hugges op. På flyets sidste rejse, så brugte det flynummer BA9279 – eller Speedbird 9279 som call sign.

Den sidste rejse blev altså ikke med det ikoniske Speedbird 1 flynummer.

Screenshot fra Flightradar24

Twente Airport postede dette billede efter flyets ankomst:

Her ankommer British Airways A318 til Twente Airport, hvor det er planen at flyet skal hugges op.

British Airways havde to fly af typen A318 i flåden til at trafikere ruten mellem London City og JFK. En rute, som blev opereret helt separat fra de øvrige ruter. Også produktet ombord var anderledes da der kun blev tilbudt Business Class.

Slut på Business Only rute

Da London City Airport har en meget kort startbane, så mellemlandede flyet i Shannon for at tanke brændstof og hvor passagererne også gennemgik den amerikanske immigration, så de slap for det efter ankomsten til JFK. I praksis blev turen mellem Shannon og JFK kategoriseret som en amerikansk indenrigsflyvning da passagererne netop havde overstået immigration og indrejsetjek allerede i Shannon.

I juli 2020 besluttede British Airways at det var endeligt slut med denne specielle rute og i denne uge, så blev det sidste fly af typen A318 altså fløjet til ophuggeren.

Dermed er det altså også -for nu – slut med at bruge det ikoniske BA1 eller “Speedbird 1” flynummer og call sign.

Om British Airways har planer om at genbruge flynummeret på en anden rute er p.t. uvist.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here