Skattemyndigheder vil have oplysninger om SAS EuroBonus-medlemmer

Svenske skattemyndigheder kræver nu at SAS udleverer oplysninger om EuroBonus-medlemmer. Det kan være stærkt konkurrenceforvridende for SAS i forhold til konkurrerende flyselskaber.

Det svenske Skatteverket har krævet at SAS udleverer oplysninger om alle Diamond-medlemmer i EuroBonus, så de kan bruge disse oplysninger til at kontrollere om disse er blevet beskattet af bonuspoint optjent i jobbet.

I marts 2019 besluttede det svenske Skatteverket at bede SAS om at komme med oplysninger om svenske Diamond-medlemmer i EuroBonus, så myndighederne kunne tjekke om disse har selvangivet bonuspoint mv. som er optjent i jobbet. De anmode oplysninger gælder for 2017.

SAS modsatte sig dog dette krav fra myndighederne. SAS mente ikke at disse oplysninger, som handler om tusindvis af medlemmer, har nogen betydning for oplysningspligten der pålægges den enkelte kunde. Det er den enkelte borgers ansvar at opgive – ikke flyselskabet, mente de.

Förvaltingsretten i Sverige mente dog ikke at SAS kunne nægte at udlevere disse oplysninger. Samme konklusion kom Kammeradvokaten i Stockholm til. Det skriver Dagens Juridik.

Skatteverket vil bruge oplysningerne til at tjekke om ansatte og arbejdsgivere har opgivet det rette beskatningsgrundlag for bonusoptjening i jobbet.

Konkurrenceforvridende

At svenske medlemmer i EuroBonus skal have videregivet sine bonusoplysninger til myndighederne kan vise sig at være stærkt konkurrenceforvridende. Svenske myndigheder har nemlig ganske givet ikke juridisk grundlag for at kræve det samme af loyalitetsprogrammer og flyselskaber, som er registreret i andre lande.

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at f.eks. United Airlines, British Airways eller Lufthansa, blankt vil afvise samme anmodning. Og svenske myndigheder vil næppe få medhold i en tysk, engelsk eller amerikansk retssal, hvis de kom med sådan et krav.

I praksis betyder det at svenske rejsende kan vælge at optjene sine bonuspoint i udenlandske bonusprogrammer, hvis de ikke ønsker at Skatteverket skal have adgang til deres oplysninger. Hvorimod man er betydeligt dårligere stillet, hvis man er medlem af EuroBonus.

Så bor du i Sverige og ikke ønsker at myndighederne skal have indsigt i din bonusoptjening, så kan du overveje at skifte bonusprogram til et der er registreret i et andet land. I princippet er det altså en stor konkurrencefordel for udenlandske flyselskaber.

Hvad med private point?

Om de svenske skattemyndigheder reelt kan bruge oplysningerne til noget er en anden sag. En EuroBonus-konto er personlig og man kan ikke se på pointoptjeningen om pointene er optjent privat eller på forretningsrejser. Naturligvis kan myndighederne kræve at man dokumenterer hvordan man har optjent pointene, men det virker som at skyde gråspurve med kanoner – og som et ekstremt stort stykke arbejde – for at tjekke om en borger har undladt at betale skat af nogle få bonuspoint.

Vælger de at bede virksomhederne om at dokumentere alle forretningsrejser eller tjekke bilag hos virksomhederne, så vil det også være et ekstremt stort stykke administrativt arbejde, som man pålægger erhvervslivet.

Point optjent i jobbet skal beskattes

De svenske myndigheders klapjagt på bonusmedlemmer skyldes, at bonuspoint optjent på forretningsrejser eller point optjent på firmakort, skal personligt beskattes, hvis medlemmer bruger disse privat.

Men når en EuroBonus-konto er personlig og både private og erhvervsmæssige point er blandet på kontoen, så er det et enormt stort arbejde at holde dem adskilt og ikke mindst kunne definere hvad værdien er af de enkelte point og hvilke point der er brugt på private formål.

Men vil du helt slippe for den store, ekstra administrative byrde, så kan du altså vælge et bonusprogram, som ikke er placeret i Sverige – for det kan blive yderst svært – hvis ikke umuligt – for de svenske myndigheder at få oplysninger om.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here