Singapore Airlines renoverer loungerne i Changi Airport for en kvart milliard kroner

Singapore Airlines (SIA) bruger godt en kvart milliard kroner på at renovere selskabets 3 lounger i Changi Airport. Selskabet har allerede begyndt den omfattende renovering loungerne i lufthavnens Terminal 2.

Renoveringen af Singapore Airlines’ loungefaciliteter i Terminal 2 i Changi Airport er påbegyndt den 15. april 2025. Arbejdet forventes afsluttet i midten af 2027. De nyrenoverede lounges får 50% mere plads, flere siddepladser og opgraderede faciliteter, et større udvalg af mad- og drikkevarer samt en række signaturelementer fra SIA’s flagskibslounges i Changis Terminal 3.

Bedre kundeoplevelser

Selskabet investerer 45 millioner singaporeanske dollars (cirka 231 millioner DKK) i renoveringen. Det vil forbedre kundeoplevelsen for passagerene i Changi Airport. Lufthavnen er et knudepunkt, der har næsten 2,5 gange flere rejsende end København.

Singapore Airlines flyver dagligt med Airbus 350-900 mellem København og Changi

Singapore Airlines flyver dagligt mellem Københavns Lufthavn og Changi i Singapore. SIA’s nordiske chef glæder sig over, at renoveringen omfatter alle flyselskabets lounge-kategorier. Renoveringen vil klart gavne mange nordiske passagerer i transit.

“Investeringen i loungefaciliteterne i Terminal 2 er et synligt bevis på Singapore Airlines’ kontinuerlige engagement i at forbedre den samlede kundeoplevelse og bekræfter vores dedikation til at levere en rejseoplevelse i verdensklasse. Uanset, om vores kunder rejser med os på Economy, Premium Economy, Business eller First Class er deres forventninger høje, og jeg er glad for at renoveringen gælder samtlige af vores lounges og dermed vil gavne alle rejsende med loungeadgang,” udtaler Jagdish Bhojwani, General Manager for Singapore Airlines i Norden.

Renoveringen gennemføres i faser

For at minimere generne for kunderne udføres renoveringen i faser. Opførelsen af den nye First Class SilverKris Lounge blev påbegyndt den 15. april 2025 og vil forventeligt færdiggøres i fjerde kvartal af 2025. Byggeriet af den nye Business Class SilverKris Lounge er planlagt til at begynde i fjerde kvartal af 2025. Derefter følger arbejdet med den nye KrisFlyer Gold Lounge i første halvdel af 2026.

First Class SilverKris Lounge tilføres gulv-til-loft vinduer og får større rummelighed og øget kapacitet. Baren vil tilbyde en førsteklasses oplevelse, herunder baristaservice om morgenen, og kokke vil fra forskellige madstationer servere et bredt udvalg af populære singaporeanske, asiatiske og vestlige retter. Buffeten udvides og vil afspejle tilbuddene i SilverKris Loungen i Terminal 3.

Business Class SilverKris Lounge udvides med 30%, hvilket øger både plads og komfort. Loungen får et hvileområde med lænestole, hvor kunderne kan slappe af før flyveturen samt et re-designet opholdsområde med forskellige slags siddepladser, herunder lænestole, sofaer og arbejdsstationer. Den udvidede buffet vil tilbyde både asiatiske og vestlige retter, og en ny fuldservicebar vil supplere madoplevelsen og servere frisklavet baristakaffe om morgenen og signaturcocktails om aftenen.

KrisFlyer Gold Lounge får fordoblet sin kapacitet og vil tilbyde afslappende lænestole, arbejdsstationer og spisepladser. Nye faciliteter omfatter toiletter og brusekabiner, der giver kunderne mulighed for at friske sig op før flyrejsen.

Singapore Airlines færdiggør renoveringen af lounger i Changi

Den store renovering af loungerne i terminal 2 følger efter den omfattende renovering, som Singapore Airlines allerede har lavet af selskabets lounger i Terminal 3. I 2019 begyndte selskabet at renovere loungerne i Terminal 3. Dette løb op i en samlet pris, der var 10% højere end budgettet for den påbegyndte renovering i Terminal 2.

Projektet blev dengang forsinket på grund af pandemien. Den første del af den nye SilverKris Business Class Lounge åbnede den 23. november 2021, mens de resterende faciliteter, inklusive The Private Room og First Class Lounge, blev færdiggjort og åbnet i maj 2022.

Terminal 3 bruges mest til langdistanceafgange og ankomster, mens Terminal 2 ofte bruges til kortere ruter inden for Asien. Men der er undtagelser fra reglen. Det går tog mellem terminalerne, så det er let at komme rundt. Du kan vælge, om du vil bruge loungen i Terminal 2 eller 3, så længe du har en billet eller status, der kvalificerer til adgang til de respektive lounger.

Om Singapore Airlines

Singapore Airlines blev grundlagt i 1947 under navnet Malaysia-Singapore Airlines. I 1972 skiftede selskabet navn til Singapore Airlines og blev Singapores officielle flyselskab. De sidste 48 år har Singapore Airlines forbundet Norden med Sydøstasien via direkte flyvninger mellem København og Singapore.

Singapore Airlines er en del af Star Alliance. Du kan finde flere oplysninger om selskabet her

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here