SAS udskiller EuroBonus i eget selskab

Der har tidligere været tale om, at SAS ville udskille EuroBonus som en egen virksomhed, der er drevet separat fra flyselskabet. Men dengang blev planerne lagt på hylden. Nu tyder meget dog på at SAS har ændret planer igen og har fra månedskiftet flyttet aktiviteterne i EuroBonus til et separat aktieselskab, som dog stadig er helejet af SAS.

SAS har gået rimeligt stille med dørene omkring at de fra månedskiftet har udskilt loyalitetsprogrammet, EuroBonus, i et eget aktieselskab. Men kigger man efter i medlemsvilkårene, så vil man se at de nu er opdaterede med oplysninger om at loyalitetsprogrammet nu er ejet af et firma der hedder Airstair 3 AB (som er ved at skifte navn til SAS EuroBonus AB), som dog stadig er helejet af SAS. Hidtil har EuroBonus været en integreret del af SAS.

Andetsteds på hjemmesiden finder man lidt mere information, hvor der oplyses at ændringen trådte i kraft fra 31. oktober 2020.

Selskabet Airstair 3 AB er registreret i Stockholm og oprindelige blev aktieselskabet oprettet allerede i oktober 2019, hvilket kan tyde på at SAS tidligere har haft disse planer. Selskabet er dog først blevet momsregistreret fra 2. november 2020.

SAS pressechef, Freja Annamatz, siger om årsagen til ændringerne til FinalCall.travel:

“Grunden til ændringen er at synliggøre værdien af EuroBonus og dermed forstærke værdien af SAS-aktien og gøre den mere attraktiv for investorer”

Hvad betyder det for medlemmerne

På kort sigt er der ikke noget der tyder på, at ændringen vil betyde noget for medlemmerne af EuroBonus. Udover oplysningerne om at virksomhedsstrukturen er anderledes, så er der ikke opdateret yderligere i medlemsvilkårene. Man skal dog være opmærksom på, at ens personlige oplysninger nu er tilgængelige for både det nye selskab og SAS. Det betyder i praksis ikke noget p.t.

Men på sigt kan det dog godt få indflydelse, hvis SAS vælger af sælge EuroBonus-delen fra til en anden ejer. Så vil begge selskaber nemlig stadig have adgang til dine oplysninger.

Kan EuroBonus blive solgt til tredjepart?

En mulighed SAS på sigt kan vælge er at sælge loyalitetsprogrammet fra for at rejse kapital til flyselskabet. Dette er nok ikke noget som står højt på ønskelisten hos SAS ledelsen, men den nuværende Corona-krise taget i betragtning, så kan det være en måde at skaffe kapital på, hvis det igen bliver nødvendigt.

Loyalitetsprogrammer er yderst værdifulde – i flere tilfælde har vi set værdisætninger som er større end selve flyselskaberne.

Tidligere har bl.a. Air Canada solgt deres loyalitetsprogram fra – ligesom hedengangne Air Berlin også valgte at gøre dette. I begge tilfælde, så var det dog ikke nogen større succes for hverken kunderne eller flyselskaberne – altså udover at flyselskaberne fik en stor økonomisk gevinst ud af det på kort sigt.

I Air Canada’s tilfælde, så er de netop nu ved at genopbygge deres eget loyalitetsprogram efter kontraktperioden med ejerne af deres tidligere er udløbet.

Den store krise, som luftfarten befinder sig i lige nu kan dog tvinge flyselskaber til at se på alle de muligheder der findes for at rejse kapital til at sikre overlevelse, så et fremtidigt salg af EuroBonus vil vi ikke blive overrasket over hvis det kommer på tale.

Krisen tvinger flyselskaber til at vende hver en sten

Inden Corona-krisen ved vi – fra troværdige kilder – at SAS var igang med en “make over” af dele af EuroBonus. Dette ser dog – af gode grunde – ud til at være stillet i bero for tiden.

Vi forventer dog at der kommer en del ændringer til EuroBonus når vi begynder at bevæge os ud af den nuværende krise igen og efterspørgslen på flyrejser vender tilbage.

For det første, så bør SAS tilpasse optjeningsmodellerne til den nye virkelighed vi befinder os i. Statusniveauer m.v. er tilpasset efter rejsemulighederne før krisen. Faktisk bør SAS komme med ændringer meget snart, så de ikke mister mange af de gode kunder, som ikke har mulighed for at opretholde deres statusniveauer under krisen. Godt nok har EuroBonus forlænget status i et år, men allerede fra foråret, så begynder de første kunder at miste status, som de ikke har kunnet genoptjene i løbet af året. Her ville det klæde SAS at melde ud tidligt om deres planer.

Kan være en økonomisk guldåre

EuroBonus kan være en økonomisk guldåre for SAS, hvis de skal rejse mere kapital senere i krisen. I hvertfald på kort sigt.

Traditionelt set er loyalitetsprogrammer enormt værdifulde. Så selvom det måske ikke står højt på ønskelisten hos SAS, at skille sig af med loyalitetsprogrammet, så kan det være en løsning, hvis de igen mangler kapital. Vi ser det dog som en “sidste udvej”, som ledelsen måske bare forbereder i god tid.

Mister loyalitet på eksterne programmer

Selvom det kan være meget attraktivt økonomisk – på kort sigt – at sælge et loyalitetsprogram, så kan det koste dyrt på den længere bane. Men som verden ser ud nu, så er de fleste flyselskaber dog tvunget af omstændighederne til at fokusere på kortsigtede løsninger for at overleve krisen.

For frasalg af loyalitetsprogrammerne har – i de tilfælde vi har set – ikke været problemfri. For det første så er det meget let at miste kundernes loyalitet når programmet ikke er styret af flyselskabet. Dernæst, så bliver bonusoptjening på flyrejser pludseligt en reel udgift for flyselskabet når de skal købe point fra en tredjepart. Omvendt, så kan bonusrejser også blive en indtægt når de tager betalt for at udstede disse billetter.

Men vigtigst af alt, så mister de fremtidige indtægter på salg af bonuspoint til f.eks. kreditkortselskaber m.v. Og det er meget lukrativt.

Generelt set har vi dog også set, at tilknytningen mellem flyselskab og loyalitetsprogram bliver mindre, hvilket ikke øger loyaliteten hos kunderne. Så der er nogle klare faresignaler ved at frasælge sit loyalitetsprogram.

Dernæst er det som at sælge ud af arvesølvet. Men når krisen kradser, så er det noget man kan blive tvunget til at gøre for at sikre overlevelse – ikke af lyst, men af nød.

Skattemyndigheder jagter oplysninger

I Sverige har SAS haft lidt udfordringer omkring oplysninger om medlemmerne i EuroBonus, som skattemyndighederne kræver udleveret. SAS har forsøgt at kæmpe imod, men dog uden held. Konkurrerende loyalitetsprogrammer, som er registreret i andre lande, har myndighederne ikke samme muligheder for at kræve oplysninger fra, så her kan det faktisk undre, at SAS vælger at registrere det nye EuroBonus-selskab i Sverige.

De kunder, som ikke ønsker myndighederne skal have adgang til deres bonusoptjening vil være bedre stillet med at optjene hos et program, som ligger udenfor de svenske myndigheders rækkevidde.

Fremtiden

På kort sigt forventer vi ikke at kunderne vil opleve nogle ændringer. Vi forventer derimod, at det på længere sigt kan være en mulighed for SAS at sælge loyalitetsprogrammet fra, hvis de behøver yderligere kapital. Og bliver det nødvendigt, så er et evt. salg ihvertfald forberedt ved at skille aktiviteterne ud som et separat firma allerede nu.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here