SAS udsætter genstart af flere USA-ruter

SAS Airbus A330. Foto: Cato M. Lien

Selvom USA nu åbner for europæiske rejsende fra 8. november 2021, så tyder meget på at der stadig er lang vej til normal efterspørgsel på flybilletter. SAS udskyder nemlig genstarten af to langruter til USA.

SAS havde oprindeligt planlagt at starte ruten fra Stockholm til Chicago samt ruten fra København til Boston i dette efterår. Sidstnævnte blev udskudt få dage inden planlagt opstart den 1. september 2021.

Dengang blev denne rute lukket for booking frem til 1. november 2021, men nu ser det ud til at Boston-rejsende skal vente til mindst midten af januar 2022, hvis de vil rejse med SAS.

SAS bekræfter over for FinalCall.travel at ruten mellem København og Boston er udskudt til – tidligst – midten af januar 2022.

Kigger vi i bookingsystemerne, så er første ledige afgang man kan booke med SAS på ruten mellem København og Boston den 16. januar 2021. Her er den opsat med SAS nye Airbus A321LR-fly.

Der ligger stadig nogle enkelte afgange i bookingsystemerne i december, men her er ruten opsat med Airbus A340-fly, som SAS ikke længere har i flåden og disse afgange kan ikke længere bookes.

Stockholm-rute udsættes

Også ruten mellem Stockholm og Chicago bliver udsat. Ruten var planlagt til at blive fløjet tre gange per uge. Denne rute kan nu først bookes fra midten af december.

Også her bekræfter SAS i en email til FinalCall.travel, at datoen for genstart af denne rute er udskudt. Her nævnes dog ingen dato. Første ledige afgang, som kan bestilles nu er den 16. december 2021.

Afgangene i starten af december er dog endnu ikke officielt aflyst, men blot ændret til en flytype som SAS ikke længere har i flåden – ligesom alle bookingklasser er sat til nul. Det betyder at afgangene ikke længere kan bookes.

Allerede bookede passagerer har dog endnu ikke fået besked om at afgangene aflyses eller ombookes. De har blot fået besked om at flytypen er ændret. Så længe afgangen ikke er officielt aflyst, så kan de heller ikke ændre, refundere eller afbooke deres flyvninger.

Godt råd

Hvis du skal flyve med SAS på langruterne i den kommende tid, så gør dig selv den tjeneste at tjekke hvilken flytype SAS har opsat ruten med.

I flere tilfælde vil man nemlig opleve at ruten skal “flyves” med en Airbus A340-300. En flytype som SAS ikke længere har i flåden og når de sætter ruten op med denne flytype, så vil den meget ofte ende med at blive aflyst.

Desværre får man som kunde dog ikke mulighed for at ombooke eller refundere sin billet før SAS officielt aflyser afgangen, hvilket ofte sker langt senere end de ændrer til dette “spøgelsesfly”.

Ringer du til kundeservice og spørger, så vil svaret oftest være at flyet er fuldbooket og det er derfor det ikke kan bookes. Det er dog ikke sandt. Når SAS ændrer til Airbus A340-300 så er det et ret sikkert tegn på at de har besluttet sig for at aflyse flyvningen.

Vi har kun i meget få tilfælde set at flyvninger sat op med denne flytype senere bliver ændret til flytyper, som SAS faktisk har i flåden og bliver gennemført.

Tvivlsom praksis

“Er det fair at SAS holder på mine penge og ikke vil lade mig ombooke tidligt når de vil aflyse afgangen?” spørger du så sikkert dig selv?

Nej – det er det absolut ikke. Desværre har vi set SAS bruge denne praksis længe og hvis du selv aflyser din rejse inden SAS officielt gør det, så er du langt dårligere stillet mht. rettigheder og refundering, så vent til de gør det.

At SAS ikke melder klart ud til kunderne, så snart som muligt er meget kritikværdigt. Det er desværre ikke en ny praksis, så vi har set SAS gøre dette længe og derfor er mønstret tydeligt – uanset hvilken historie kundeservice forsøger at bilde dig ind.

Klag gerne til SAS over deres praksis så der kan blive lagt pres på dem for ændre deres tvivlsomme håndtering af aflysninger, men i virkeligheden er der ikke så meget du kan gøre før de officielt aflyser. Så længe der er mere end to uger til afrejse når de aflyser, så er dine rettigheder meget begrænsede.

Desværre vil man ofte opleve at aflysningerne først sker lige før EU261-reglerne træder i kraft 2 uger før afrejse. I praksis betyder det at dine alternativer med andre flyselskaber vil være langt dyrere end hvis du oprindeligt havde booket med dem i stedet for SAS. Ligeledes vil mulighederne for ombooking med SAS også ofte være mere begrænsede end hvis det skete i god tid inden afrejse.

1 KOMMENTAR

  1. SAS senfärdighet till Asien är också ett problem. Jag har många kollegor som är frustrerade. Hongkong….kom igång och skärp er.!!!

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here