De senere år har den store trend blandt flyselskaberne været at introducere såkaldte “Light” eller “Basic” billetter, hvor der kun er et absolut minimum inkluderet i billetprisen. F.eks. kun håndbagage og minimal optjening af bonuspoint. Nu introducerer SAS Go Light billetter på alle ruter til Asien.
Vi har kendt det hos lavprisselskaberne længe og på europæiske ruter hos de større flyselskaber i et stykke tid. Flere selskaber har også indført dem på langruter og hos SAS har det hidtil været muligt at booke disse skrabede billetter til USA. “Light” eller “Basic” billetter er kommet for at blive må vi nok desværre erkende.
Fra i dag indfører SAS så også disse Go Light billetter på deres ruter til Asien.
Den store forskel på almindelige økonomiklasse billetter og “Go Light” er at du ikke har bagage inkluderet i prisen. Til trods for at de fleste passagerer medbringer bagage på lange ruter og at Corona-smitten måske kunne være et godt incitament for at bede flest mulige passagerer checke bagage ind, så bliver denne billettype nu tilgængelig på SAS’ ruter til Beijing, Shanghai og Tokyo.
Vær også opmærksom på at optjeningen af bonuspoint oftest er yderst begrænset på denne billettype.
Go Light bliver nu tilgængelige på alle ruter til Asien med afrejse fra Skandinavien og Europa og bookes i billetklasserne K, L og T.
Kunstigt lave priser
En af grundene til at flyselskaberne indfører disse “Light” billetter er primært at fremstå billigere når de vises i prissammenligninger. Flyselskaberne ved godt at det kun er de færreste passagerer, som kan nøjes med 8 kg. håndbagage når de rejser på de lange ruter, men når det kun er grundprisen, som sammenlignes på bookingsider, så fremstår prisen billigere end den reelt er for de fleste passagerer, som oftest ender med at betale mere når de vælger bagage m.v.
Man kan undre sig over at SAS vælger netop dette tidspunkt til at indføre denne billetklasse på endnu flere ruter. Under Corona-krisen har de på de korte ruter valgt at indføre en begrænsning på håndbagage for at gøre boardingprocessen enklere og undgå at passagererne står længere end nødvendigt i midtergangen. Boarding bliver næppe hurtigere og enklere, hvis man får flere passagerer som kun medbringer håndbagage på de lange ruter.
Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder
Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.