SAS har ingen planer om at flytte terminal i Chicago når T5 bliver Delta og SkyTeam-hub

SAS loungen i Chicago O'Hare Terminal 5. Foto: Flemming Poulsen

Som vi skrev om for et par uger siden, så er Chicago O’Hare igang med en større ombygning og udvidelse af Terminal 5, som bl.a. SAS benytter idag. I fremtiden skal denne terminal være hub for Delta og SkyTeam, men SAS har ingen planer om at flytte sammen med Star Alliance-partnerne Lufthansa og United i en anden terminal.

Læs også: Stor ombygning i Chicago O’Hare Terminal 5

Ombygningen af Chicago O’Hare Terminal 5 vil bl.a. give mere plads til lounger, flere gates og flere butikker/restauranter. I forbindelse med ombygningen vil T5 også blive base for Delta Airlines og SkyTeam, så det vil blive lettere at forbinde til videre flyafgange for passagerer, som flyver med denne alliance.

Det lader dog til at SAS ingen planer har om at gøre det lettere for sine passagerer at forbinde til Star Alliance-partneren United Airlines, som flyver fra Terminal 1 og Terminal 2.

For næsten to uger siden – da planerne for ombygningen af T5 i O’Hare blev præsenteret, så spurgte vi SAS om det ville få betydning for SAS loungen og hvilken terminal SAS flyver fra.

Vi har nu langt om længe fået svar – og det var ikke specielt uddybende, men til gengæld heller ikke specielt godt nyt for passagererne.

Det korte svar var: “Nej”

Til spørgsmålet om SAS vil forblive i T5 efter ombygningen eller flytte sammen med United i T1/T2, hvor f.eks. Star Alliancen-partneren Lufthansa også flyver fra, så svarer SAS:

“Som planlagt nu, så vil SAS ikke flytte”

Det lader heller ikke til at SAS har planer om at udvide deres egen lounge i Terminal 5 – nu hvor lufthavnen bliver udbygget og netop får mere plads til lounger. Når vi spørger ind til om SAS vil flytte eller udvide loungen, så er det korte svar også blot “Nej”.

SAS loungen i Chicago er ofte ret så overfyldt og det kan være svært at finde en siddeplads ligesom madudvalget oftest er ganske begrænset. Desuden er det en af de lounger, som ikke tilbyder toiletfaciliteter, hvilket betyder at passagererne må gå ud af loungen og benytte de fælles toiletter i terminalen ved behov. At dømme efter de meldinger vi har fået fra SAS, så er der altså ikke noget der tyder på, at passagererne kan se frem til bedre vilkår her – også selvom selve terminalen bliver forbedret og udvidet.

SAS loungen i Chicago O’hare Terminal 5 er ofte ganske overfyldt. Foto: Flemming Poulsen

Skifte til T1/T2 vil være en fordel for passagererne

Hvis SAS ville flytte til Terminal 1/2, så ville det helt klart være en stor fordel for passagererne. Langt de fleste gange man har videre forbindelse efter ankomst med et SAS fly i Chicago, så sker dette med United. I dag skal man altså skifte terminal, som vanligvis foregår med tog, men resten af året sker med bus – da toget er under ombygning.

Desuden ville det være en stor fordel for passagerer, som rejser på Business Class, hvis afgangen var fra T1/2, så kunne man nemlig benytte Uniteds fantastiske Polaris Lounge, som ligger i en helt anden liga end det passagererne får tilbudt i den nuværende SAS Lounge.

United Polaris Lounge i Chicago T1, som kan bruges af Star Alliance Business Class pasagerer. Foto: Flemming Poulsen
United Polaris Lounge i Chicago T1, som kan bruges af Star Alliance Business Class pasagerer. Her a la carte restauranten. Foto: Flemming Poulsen
United Polaris Lounge i Chicago T1, som kan bruges af Star Alliance Business Class pasagerer. Her baren. Foto: Flemming Poulsen

For passagerer på økonomiklasse, så byder Terminal 1/2 også på et langt større udvalg af butikker og restauranter, men det bliver selvfølgelig forbedret når den ombyggede Terminal 5 er færdig i 2021.

Terminal 1/2 har desuden også langt lettere adgang til lufthavnstoget mod Chicago.

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here