Som vi kunne afsløre i sidste uge, så har SAS fjernet muligheden hos EuroBonus Guldmedlemmer for at bestille bonusrejser via telefonen uden gebyr. Men det er ikke den eneste justering som er blevet lavet for medlemmer med Guldstatus.
Vi kunne i sidste uge afsløre, at SAS har fjernet fritagelsen for at betale bestillingsgebyr via telefonen for EuroBonus Guldmedlemmer, som ønsker at bestille bonusrejser via kundeservice. En forringelse, som er blevet indført i stilhed.
En anden justering af fordelene for Guld- (og Sølv) medlemmer, som SAS heller ikke har meldt offentligt ud, er at den rabat man opnår på “Bedste Tilgængelige Bonusrejser” også er blevet justeret kraftigt ned.
Tidligere har Sølvmedlemmer fået 10% rabat, Guldmedlemmer 20% rabat og Diamondmedlemmer 30% rabat.
I vores Guide til SAS EuroBonus kan man se de tidligere rabatsatser på hhv. 10, 20 og 30%.
Kigger man nu nærmere på SAS-hjemmesiden, så vil man opdage at disse rabatsatser nu – igen i stilhed – er blevet ændret, så Sølv- og Guldmedlemmer fremover opnår en betydeligt lavere rabat.
Diamond-medlemmer bibeholder dog den oprindelige rabat på 30% i forhold til medlemmer uden status.
“Bedste Tilgængelige Bonusrejser” giver mulighed for at bruge bonuspoint til at bestille blandt samtlige ledige pladser, hvis man vel at mærke bestiller 2 uger før afrejse. Pointprisen er noget højere end normale bonusrejser, men det er også muligt at betale med en kombination af penge og point. Derudover er vilkårene for billetten, som hvis man havde betalt med penge.
Dvs. at du også optjener nye basispoint for billetten, hvilket man ikke gør på en almindelig bonusrejse.
Til gengæld er prisen ret heftig, hvis man betaler med point. Det er altså ikke nogen særligt lukrativ måde at benytte sine bonuspoint på, men til gengæld, så er tilgængeligheden meget stor.
For Diamond-medlemmer, så koster en rejse fra f.eks. København til New York i SAS Go lidt over 100.000 EuroBonus point – selv med de 30% rabat, som dette statusniveau opnår. Dertil kommer der afgifter på små 600 kroner.
Til sammenligning, så koster en bonusrejse til bedste pris 60.000 point og lidt over 300 kroner i gebyrer.
Til sammenligning koster samme rejse for et euroBonus Sølvmedlem nu 135.900 point plus gebyrer.
Noget kunne altså tyde på at SAS langsomt er ved at justere fordelene for de enkelte statusniveauer, så det nuværende Diamondniveau alene får nogle af de fordele, som tidligere også var tilgængelige for EuroBonus Gold.
Egentligt ikke så overraskende, at SAS forsøger at gøre forskellene på Guld og Diamond større, hvor fordelene for de bedste kunder kun har været marginalt bedre hidtil.
Reelt har forskellen på Guld og Diamond status været:
- Gratis drikkevarer på SAS Go for Diamond
- Ingen udløbsdato for point
- Velkomstgave fra Goodie Bag
- Marginalt bedre rabat på “Bedste Tilgængelige Bonusrejser”
- Lidt ekstra “boost” ved bud på opgraderinger
- Give et Guldkort væk fremfor et Sølv
Vi kunne dog godt have håbet på, at der ville have været tale om at forbedre Diamondniveauet fremfor at devaluere Guld-niveauet. Og ikke mindst, så havde det klædt SAS at melde åbent og ærligt ud om disse ændringer fremfor blot at skjule dem på medlemssiderne.
Nogle af de områder, som vi gerne ser Diamond-niveauet forbedret med – frem for at devaluere Guld-niveauet kunne være:
- Ekstra pointoptjening (f.eks. 30-35% boost i stedet for 25% i dag som også Guld har)
- Upgrade vouchers, som kan bruges standby ved ledige pladser
I praksis vil vi jo nok se at forskellen på Guld og Diamond primært vil blive større fordi Guldfordelene devalueres, som vi har set på det seneste.