SAS forventer aflysninger resten af sommeren

SAS har længe haft problemer med at få alle afgange, som er produceret af underleverandører som CityJet og SAS’ eget selskab i Irland, afsted til tiden – eller for den sags skyld i det hele taget. Nu varsler SAS at de forventer at problemerne kan fortsætte resten af sommeren.

Hvis din SAS-afgang er med et ATR eller CRJ-fly – eller er fløjet af SAS Ireland – så er risikoen for at din afgang kan være forsinket eller blive ramt af en aflysning større end hvis den flyves af SAS egne fly og personale. Det er de hårde realiteter efter et katastrofalt forår og sommer for punktligheden på disse afgange.

SAS har nemlig store problemer med punktualiteten hos underleverandøren CityJet og hos deres eget SAS Ireland (SAIL).

Mandskabsmangel – specielt blandt piloterne – har nemlig betydet at SAS (iflg. ABC Nyheter) har måttet aflyse hele 700 afgange fra april til juni. Af disse aflysninger skulle 80% flyves af underleverandører. Men problemerne er fortsat over sommeren, hvilket betød hele 33 aflysninger alene sidste lørdag – midt i højsæsonen.

Det har også resulteret i at 26 piloter fra SAS Ireland tidligere på sommeren sendte et brev til SAS-ledelsen, hvor de advarede om arbejdsforholdene hos det rekrutteringsbureau, som SAS har hyret for at ansatte piloter og kabinepersonale til deres irske flyselskab. En mail, som SAS bekræfter til flere medier at de har modtaget, men ellers ikke ønsker at kommentere yderligere på i pressen.

Ifølge det norske medie, så erkender SAS-chef, Rickard Gustafson, nu problemerne i en mail, som han har sendt til SAS personalet.

Ifølge mediet skriver han i mailen:

“Vi står overfor en meget vanskelig trafiksituation baseret på specifikke udfordringer i både CityJet og SAS Ireland. For SAS Ireland er den umiddelbare situation hovedsageligt på grund af mangel på piloter og forsinkede leveringer af fly fra Airbus. Dette skaber et betydeligt pres” skriver Rickard Gustafson iflg. mediet i mailen.

Han varsler også at SAS resten af sommeren vil komme til at foretage en række “forhåndsaflysninger” for at undgå yderligere forsinkelser. Grunden til dette er at han forventer at det massive pres på trafikafviklingen fortsætter resten af sommeren.

Iflg. ABC Nyheter, så har SAS haft et meget stort antal aflysninger i løbet af juli – noget som Gustafson iflg. mediet bekræfter. Han afviser dog at kommentere på trafiktal da SAS er børsnoteret og derfor kun kommenterer trafiktal en gang pr. måned.

Hvor mange “forhåndsaflysninger” SAS kommer til at foretage resten af sommeren fortæller historien ikke noget om, men er det vigtigt at du kommer frem til tiden, så er det måske værd at undgå flyvninger med underleverandører eller SAS Ireland.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here