SAS-app opdateret: Lavpriskalender med en del fejl

Grafik: FinalCall.travel

SAS har for få dage siden opdateret deres app til iPhone. Nu er der tilføjet en lavpriskalender i app’en, som naturligvis er positivt. Men funktionen er tydeligvis ikke særligt godt gennemarbejdet og indeholder mange fejl.

At have adgang til en lavpriskalender i SAS app’en er naturligvis en forbedring i forhold til tidligere, men den nye funktionen virker ærligt talt som noget sjusket venstrehåndsarbejde, som på ingen måde er kvalitetstjekket inden den blev introduceret i sidste uge.

Fungerer ikke på langruter

Mens den ser ud til at virke udemærket på europæiske ruter, så er funktionen ganske ubrugelig når det drejer sig om at se de laveste priser på langruterne.

F.eks. er alle priser i lavpriskalenderen opgivet som “one-way” priser, hvilket fungerer fint i Europa, hvor SAS faktisk tilbyder priser for enkeltrejser, som er fornuftige.

Men når det gælder langruterne, så kører SAS med en helt anden prisstrategi og her fungerer det altså ikke at vise som one-way priser i en lavpriskalender.

Det er nemlig ikke muligt at bestille enkeltbilletter til rimelige priser hos SAS da de bedste priser kræver en overnatning i weekenden – og dermed i sagens natur også kræver at man booker en returbillet. Men SAS viser altså ikke priserne for returbilletter i lavpriskalenderen. Kun de meget dyre one-way billetter, som kun de allerfærreste er interesserede i eller køber. Oftest vil det faktisk være meget billigere at købe en returbillet og kun bruge udrejsen end at købe en enkeltbillet.

Kigger man på de billigste priser til USA i lavpriskalenderen i app’en, så vil vi se at de ligger på 10-12.000 kroner, hvilket naturligvis er langt dyrere end priserne på en returrejse oftest er.

SAS viser kun one-way priser i lavpriskalenderen i app’en.

Klikker vi så på en af disse priser, så kommer vi til en ny priskalender, hvor det er priserne for enkeltbilletter, som en del af en returrejse, der vises.

Så den pris på omkring 10.000 man klikker på er nu blevet til 1.700-2.000 kroner i vores eksempel.

Og enkeltrejser prissat som en returrejse i næste skærmbillede

Der er dog et problem mere med det skærmbillede man nu er havnet i. Søgningen er forudindstillet til “enkeltrejser”, hvilket betyder at når man vælger en pris og klikker sig videre, så kan det ikke lade sig gøre at bestille denne pris og man bliver sendt tilbage til priser i 10-12.000 kroner lejet. Altså medmindre man selv aktivt skifter til “round trip” i søgningen.

Hvad med at kvalitetstjekke?

Så selvom det naturligvis er positivt at SAS inkluderer flere funktioner i app’en, så sidder man altså her tilbage med en fornemmelse af at denne nye funktion på ingen måde er kvalitetstjekket – ja faktisk undrer man sig over om der overhovedet er nogen der har så meget som kigget på den inden den er introduceret. Det er ganske enkelt noget sjusk og vidner om at dem som har udviklet den ikke har særligt stort indblik i SAS egne produkter og prissætninger. Her kunne man faktisk godt have forventet sig lidt mere.

Manglende korrekturlæsning

Dertil kan vi så tillægge at der mangler korrekturlæsning og at der er tekster som minder om en hurtig gang Google Translate eller som er skrevet af en 10-årig der lige har haft sine første engelsklektioner. F.eks. “Skitrips”, som retteligt burde være “Ski Trips” og “Sun and bath” (som sikkert er en dårlig oversættelse fra det svenske “sol och bad”), hvor vi må gå ud fra at SAS mener “Sun and Sea” eller “Sun and Beach”.

Rodet sortering af destinationer

Selve sorteringen af destinationer i lavpriskalenderens kategorier roder også en hel del. Nogle dele er i alfabetisk rækkefølge, men andre ikke er og nogle kategorier er et mix af førnævnte. Beirut er placeret til at ligge i Asien-kategorien, hvilket de fleste geografilærere nok vil stille spørgsmålstegn ved. Man kan argumentere for at Libanon ligger i Vestasien, men det er nok de færreste der ved det. En mere korrekt betegnelse havde nok været Mellemøsten.

Under “Nye destinationer” findes f.eks. ikke SAS nyeste langrute til Toronto – men man kan derimod se priser til Kiev i Ukraine eller St. Peterburg i Rusland, som der af gode grunde ikke flyves til p.t. (?????). Desuden er nogle af de destinationer, som SAS definerer som nye – nogle som SAS har fløjet til i årevis. F.eks. Alicante, Malaga, Venedig m.fl.

Under “nye destinationer” kan man se Kiev, St. Peterburg og destinationer SAS har fløjet til i årevis.

Tanken med en lavpriskalender i app’en er fin, men den version SAS har introduceret nu er noget sjusk, som ikke er færdigudviklet.

Kære SAS, hvis I har brug for hjælp til at kvalitetstjekke eller læse korrektur næste gang, så ringer I bare. De ovenstående fejl tog mig 5 minutter at finde, så det behøver ikke koste jer alverden.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here