Det israelske flyseskab EL AL og SAS har aftalt et code-share samarbejde på SAS ruten mellem København og Tel Aviv. Nu vil det israelske selskab også sælge billetter til SAS-ruten med en EL AL flykode.
Det israelske flyselskab EL AL sælger billetter til mange byer i Europa. Selskabets egne fly betjener eksempelvis ruterne til Berlin og London. Andre destinationer betjenes via et samarbejde med andre flyselskaber. Eksempelvis kan man på hjemmesiden købe EL AL billetter til Zagreb i Kroatien. Her skal man dog rejse med det polske selskab LOT (og have en mellemlanding i Warszawa) eller med Austrian Airlines (og mellemlande i Wien).
Bedre “EL AL forbindelser”.
På EL ALs hjemmeside kan man ikke købe en billet til de nordiske hovedstæder København, Stockholm, Helsingfors og Oslo. Det rådes der formentlig bod på nu. For med den nye aftale vil der komme et EL AL flynummer på de direkte fly mellem København og Tel Aviv. Den SAS rute blev genåbnet for ikke så lang tid siden.
Pressemeddelelsen fra selskaberne peger også på, at dette nye samarbejde mellem EL AL og SAS vil give bedre rejsemuligheder fra Tel Aviv til SAS destinationerne i Skandinavien og Nordeuropa.
“Ved at udvide vores partnerskab med EL AL styrker SAS Københavns rolle som et centralt knudepunkt for rejser mellem Skandinavien og Israel. Dette giver kunderne flere valgmuligheder, enklere booking og problemfri videre forbindelse inden for vores netværk.”, udtaler Paul Verhagen, Executive Vice President and Chief Commercial Officer at SAS i pressemeddelesen.
Codeshare samarbejdet vil træde i kraft d. 15. januar. De er den første dag, hvor man kan flyve på et LY-flynummer (som er bogstaverne i EL ALs flynumre). Denne startdag fremgår bl.a. også af søgemaskinen Momondo.
Pressemeddelelsen lover, at billetterne sættes til salg før denne dato. Da vi i dag tjekkede på EL ALs hjemmeside, kunne vi konstatere, at det ikke er muligt at købe billetterne her 3 dage før aftalen træder i kraft.

Ingen betydning for EuroBonus medlemmer
Samarbejdet får ingen direkte betydning for EuroBonus medlemmer, som reserverer billetter direkte hos SAS og optjener point i EuroBonus. Hvis EL AL sælger mange billetter på ruten, kan dette måske presse billetprisen op. Men samtidig vil flere passagerer på ruten også være med til at fylde flyene. Det skulle give ruten en bedre økonomi og også være med til at forhindre aflysninger på grund af for få passagerer.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra SAS








