Lige nu er en stor del af verdens lufthavnslounger lukkede eller kører på meget begrænset kapacitet og med et minimalt udvalg. Men hvad kan vi forvente i loungerne når luftfarten igen – for alvor – åbner op? Noget kunne tyde på, at meget kan ændre sig.
Meget kunne tyde på at en del i luftfarten kommer til at ændre sig når flyselskaberne igen sætter flere fly på vingerne. Vi må nok indstille os på at bære ansigtsmasker i en god stund fremover – og holde bedre afstand i lufthavnene. Men hvad med loungerne? Åbner de igen og bliver oplevelsen meget anderledes når og hvis de gør?
Med langt mere fokus på smitterisiko og hygiejne, så må vi nok forberede os på, at der kan komme en del ændringer i flyselskabernes lounger i fremtiden. Og det betyder ikke nødvendigvis, at alle ændringer er negative for passagererne.
Mon ikke mange vil se positivt på, at visse dele af buffeten forhåbentligt bliver ændret til portionsindpakkede produkter, som bliver serveret som enkeltportioner fremfor at man skal dele smør, ost og andre fade med medpassagererne?
At vi nok må se at flere buffeter bliver erstattet af portionsindpakket mad behøver langt fra være noget tilbageskridt. Tværtimod. Personligt vil jeg foretrække at have sikkerhed for at andre passagerer ikke har rørt ved min mad. Sådan havde jeg det nu også før Corona-krisen og har altid synes at buffeter var uhygiejniske og ikke særligt indbydende. Personligt vil jeg hilse individuelt indpakket mad meget velkommen.
Slut på selvbetjeningsbuffeter
Man kan håbe på at mange selvbetjeningsbuffeter bliver afskaffet af hygiejniske årsager efter Corona-krisen. Det er naturligvis billigere for flyselskaberne at servere mad fra buffet fremfor at ansætte medarbejdere til at udlevere det eller indpakke det portionsvist, men særligt hygiejnisk og indbydende har det nu aldrig været.
Vi vil forhåbentligt se flere lounger, som indfører mad, som tilberedes af personale mens man venter. Det kender vi allerede fra f.eks. Cathay Pacifics Noodle Bar i Hong Kong, i Thai Airways lounge i Bangkok eller i flere af Lufthansa og Swiss Senator lounger samt fra mange First Class lounger.
Vi kan håbe på, at dette bliver udbrudt til flere lounger efter Corona-krisen – selvom det dog langt fra er sandsynligt, at alle flyselskaber vil gøre det. En risiko er nemlig at den primære fokus bliver at spare penge i den kommende tid – fremfor at fokusere på kvaliteten.
Begrænsninger i loungerne
En anden ting vi muligvis vil opleve er at der på et tidspunkt kan komme begrænsinger på hvor mange som bliver lukket ind i loungerne. I de travleste periode kan der normalt blive godt fyldt op og hvis vi skal skal holde social afstand, så er der en risiko for at loungerne vil lukke dørene, hvis de har mange gæster.
I starten – efter flyene igen kommer på vingerne – så vil der sikkert være færre passagerer end normalt, men risikoen for at lounger kan nå deres kapacitetet er uden tvivl tilstede når flere begynder at flyve igen. Naturligvis afhængigt af hvor længe vi skal holde afstand til andre mennesker.
Indpakket mad
De lounger og flyselskaber, som ikke vil bruge penge på medarbejdere der kan servere maden for gæsterne vil ganske givet komme til at tilbyde plastikindpakket mad i portionspakker. Maden kan for såvidt være fin nok når den er indpakket og mange vil foretrække det fremfor buffeter, men der er også en risiko for at vi i Skandinavien får serveret polarruller og kuber i overflod. I forvejen var variationen i f.eks. SAS loungerne meget begrænset og vælger de at servere polarruller og kuber, som alterenativ til buffeter, så kan det blive en udfordrende tid for de forretningsrejsende. Vi håber de tænker ud af kuben “boksen”.
Væk med aviser og magasiner
Flere lounger har desværre allerede afskaffet magasiner og aviser i deres lounger. Heriblandt SAS. Det er primært gjort af økonomiske årsager – naturligvis godt pakket ind i en forklaring om at det er af miljømæssige årsager.
Vi vil nok se de fleste lounger fjerne aviser og blade af hygiejniske årsager nu. Bonussen for dem er naturligvis at de også kan spare penge. Nogle vil sikkert tilbyde læsestof digitalt i stedet.
Bedre rengøring
Der vil også i den kommende tid være mere fokus på rengøring. Det vil ligeledes være en stor fordel for passagererne, hvis renhold af siddeområder og toiletter m.v. bliver forbedret i forhold til tidligere.
Udfordringer
Ved at øge antallet af medarbejdere til servering og rengøring og muligvis få ekstra udgifter til indpakning af madvarer, så vil flyselskaberne og loungerne ganske givet kigge på andre steder de kan spare. Om det reelt bliver dyrere for dem at drive loungerne er ikke givet, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis ændringerne bliver brugt som en undskyldning for at spare yderligere.
En anden risiko er at der kommer flere begrænsninger på hvem som kan besøge loungerne. Bliver kapaciteten mindre og den sociale afstand skal opretholdes i en længere periode, hvor efterspørgslen på flybilletter når at komme tilbage til et mere normalt niveau, så kan det blive svært at få plads til alle i loungerne. Derfor kan vi frygte, at der kommer ændringer til hvem og hvor mange der har adgang.
Ændringer kommer der
Selvom vi endnu ikke ved præcist hvordan flyselskaberne vil tilpasse loungerne til den nye virkelighed efter Corona-krisen, så er der nok ingen tvivl om at der kommer til at ske ændringer.
Vores bedste bud er færre (eller ingen) buffeter, mere portionsindpakket mad, længere afstand mellem stolene og bedre rengøring. For passagererne er det ikke nødvendigvis negative ændringer – medmindre man altså har et stort ønske om at dele sin smørskål med hundredevis af andre gæster.
Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder
Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.