Så dyre bliver dine EuroBonus-point i SAS Go i fremtiden

Foto: Cato Lien

Igår kunne vi afsløre, at SAS mere eller mindre slagter bonusoptjeningen på de billigste billetter. Vi har set nærmere på hvad det egentligt betyder for dig som kunde. Her sammenligner vi hvad bonuspoint egentligt koster dog når du flyver med SAS – i forhold til andre måder at optjene dem på.

Lad os tage udgangspunkt i en rejse med SAS tur/retur fra København til New York – cirka 2,5 måned frem i tid. Den billigste billet vi finder koster ca. kr. 2.800,- t/r i Go Light (Bookingklasse T). Den giver dig fremover kun 400 EuroBonus-point. Det bliver 0,14 point pr. krone du bruger på billetter eller 140 point pr. tusind kroner.

Hvis du vil medbringe bagage, så stiger prisen til lidt over kr. 3.400,- og dermed er vi helt nede på 0,12 bonuspoint pr. krone du bruger eller 120 point pr. tusindlap. Da der ikke skelnes mellem om man har bagage med eller ej, så får du altså færre point pr. krone for en dyrere billet (Bookingklasse T).

95% færre point i fremtiden

Sammenlignet med før omlægningen af EuroBonus, så fik du dengang 6.000 EuroBonus-point for de 2.800 kroner – altså over 2 point pr. krone. Det ville naturligvis i denne sammenligning give den klart bedste pointoptjening, men en nedsættelse med 95% stemmer ikke overens med optjeningsniveauet på øvrige klasser.

SAS argumenterer for at billetterne er blevet billigere og derfor må man også give færre point. Det har vi naturligvis forståelse for, men nu er der jo forskel på at klippe neglene eller skære hele armen af. For lad os prøve at kigge på de andre billetkategorier.

Pris og pointoptjening hænger ikke sammen

På de dyrere SAS Go Flex og Plus Saver, så giver det 8.000 point for en returrejse, mens man kan tjene 12.000 point på SAS Plus eller Business Saver og 18.000 point på den fleksible Business billet.

På SAS-hjemmesiden lykkedes det os ikke at finde billetter på SAS Plus, men kun Plus Saver, som giver den laveste optjening på Plus. SAS Plus Saver billetten koster små 7.200 kroner og giver 8.000 point. Business Saver finder vi til  små 24.000 kroner og den giver 12.000 point. Det er henholdsvis 1,11 og 0,50 point pr. krone. Altså over dobbelt så mange point pr. krone for at vælge Plus Saver fremfor Business Saver.

Læs også: SAS forringer optjeningen i EuroBonus. Se skema over optjeningen i fremtiden.

Som du kan se så er der ikke rigtig nogen rød tråd imellem det beløb du bruger og det antal point du optjener. Naturligvis får du totalt flere point for de dyrere billetter, men det er ikke direkte relateret til det beløb du betaler. En Go Flex billet koster f.eks. mere end 2.100 kroner mere end Plus Saver og giver samme antal point.

Tjen flere point på alt andet end flyrejser

Lad os også se op optjeningen på andre områder. Vi er naturligvis klar over at det kun er point optjent på flyrejser, som giver grundpoint der tæller mod status, så her snakker vi om ekstrapoint. Men det giver alligevel mening i forhold til at man oftest vil bruge sine point til at rejse for og så længe man stadig optjener segmenter på alle flyvninger, så er der jo mulighed for at opretholde sin status via antallet af flyvninger.

Tidligere i år har vi set tilbud fra Avis og EuroBonus, hvor man kunne optjene 10.000 bonuspoint på at leje en bil i en weekend for 500 kroner. Det giver hele 20 point pr. krone. Nok til en indenrigsrejse.

I Norge kan man på restaurantkæden Sumo optjene hele 330 point pr. 100 norske kroner. En middag til 800 kroner (1000 norske kroner) giver altså 3.300 point. En optjening på 4,13 point pr. krone.

Bruger du dit SAS EuroBonus Mastercard Premium til at købe SAS billetter for 1.000 kroner, så optjener du 250 point. Eller 0,25 point pr. krone. Køber du billetten til New York med kortet, så tjener du altså over 700 point bare på kreditkortet. Mere end turen til New York optjener dig hos SAS.

Lyt også: Ekstra podcast om forringelserne i SAS EuroBonus. Alt du bør vide om ændringerne.

Du får altså flere point for at betale rejsen med dit kreditkort end du får ved at flyve tur/retur til New York.

Tjen fem gange så mange point med Lufthansa

Vælger du i stedet at flyve med Lufthansa til New York, så kan du købe en af deres mest skrabede billetter (sammenlignelig med Go Light) for under 2.000 kroner fra København. Her optjener du også bonuspoint til EuroBonus.

Lufthansa billetter har også en begrænset optjening da den giver 25% af det faktisk antal miles fløjet (i bookingklasse L). Det betyder at denne rejse vil give dig 2.250 EuroBonus-point fra København via Frankfurt til New York og retur.

Du tjener altså over 5 gange så mange bonuspoint til EuroBonus ved at flyve med Lufthansa billigste billetter fremfor med SAS på de billigste billetter. På toppen af det, så er Lufthansa billetten også over 800 kroner billigere. Hos Lufthansa er drikkevarer på turen også inkluderet, hvorimod du hos SAS skal betale for alt andet end en sodavand til maden.

Optjeningen på Go Flex, SAS Plus og SAS Business er uændret i forhold til tidligere, mens optjeningen er sat ned med op til 95% på de billigste Go Light og Go billetter og næsten halveret på de resterende Go billetter når vi taler om langruterne. På kortruterne er alle Go Light billetter nedsat til kun 100 point eller slet ingen i Norden, mens Bookingklasse O på SAS Go også kun giver 100 point. De resterende bookingklasser på SAS Go er uændrede.

I dette skema kan du se sammenligningen af pointoptjening på de forskellige billettyper samt hos partnere:

Pris i DKK

Point

Point pr. DKK

København-New York Go Light

2813

400

0,14

København-New York Go (Billig)

3413

400

0,12

København-New York Go Flex

9315

8000

0,86

København-New York Plus Saver

7185

8000

1,11

København-New York Business Saver

23867

12000

0,50

København-New York Business Flex

34643

18000

0,52

Avis Billeje Kampagne

500

10000

20

Sumo Restaurant (Norge)

800

3300

4,13

Mastercard forbrug hos SAS

1000

250

0,25

Mastercard forbrug i butik

1000

150

0,15

København-New York med Lufthansa Economy Light

1975

2250

1,14

 

Som du kan se, så er den absolut dårligste måde at tjene EuroBonus point på at flyve med SAS på Go eller Go Light.

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here