Ryanair strammer sine check-in regler

Ryanair har fundet et nyt sted at tjene ekstra penge på hos sine nu over 130 millioner passagerer om året.

Hvis de ikke afleverer et gebyr for et reserveret sæde, får de skåret deres check-in tid før afgang ned fra fire dage til 48 timer. De nye regler gælder fra onsdag den 13. juni.

Kommer Ryanair passagerer så drønende til lufthavnen i sidste øjeblik for at få tildelt et sæde af flyselskabet, må de pænt betale 55 euro, hvis de ikke har tjekket ind online på forhånd.

Indtil for to år siden havde passagerer på Europas største lavprisselskab mulighed for at tjekke ind en hel uge før afgang.

I 2016 skar Ryanair fristen ned til fire dage – efter ”udbredt kunde ønske” som Ryanair udtrykte det dengang. Nu er fristen så halveret igen – til mellem 48 og to timer før afgang.

Ryanair forsvarer sig med at sige, at den nye forkortede tidsfrist stadig er dobbelt så lang som den, passagerer får hos konkurrenter som Norwegian, British Airways, Lufthansa, Iberia eller Aer Lingus.

Desuden vil de nye check-in regler give kunder med reserverede – og betalte sæder – mere tid til at vælge deres foretrukne siddeplads forud for afgang.

Ikke desto mindre vil Ryanairs nye tiltag uden tvivl møde kritik hos flyrejsende, der måske knap nok er kommet ned på jorden efter ophidselsen over Ryanair seneste stramninger.

De betyder, at passagerer skal være heldige at få lov til at sidde sammen med deres familier, venner og kolleger, når de flyver med samme Ryanair maskine. Medmindre naturligvis at de betaler 4-5 euro for reserverede sæder og/eller Priority Boarding.

Den praksis indledte Ryanair i maj 2017 og har siden udviklet den. I dag er chancerne for at få en plads ved siden af f.eks. sin kone eller mand, uden at betale ekstra, kun 35 pct. hos Ryanair.

Ryanair tager som altid kritikken helt roligt:

”Vi vil gerne hjælpe alle kunder, der ønsker et tilfældigt sæde gratis. Men vi gør også vores bedste for at hjælpe de passagerer, som er villige til at betale for et reserveret sæde.”

London-avisen ”Evening Standard” har prøvet at regne på, hvor meget Ryanair kan tjene ekstra på, at folk skal betale ekstra for deres sæder:

Ryanair har over 600.000 afgange hvert år, og hver af selskabets Boeing 737-800 fly kan rumme ca. 189 passagerer. Hvis hver af dem betaler 50 kroner for Priority Boarding, vil det give Ryanair 50 pct. mere i overskud på bundlinien. 567 millioner GBP eller godt 4,9 milliarder kroner for at være mere præcis.

Denne artikel er fra vores søsterside, Trendsandtravel.dk – der dagligt skriver om rejser, trends og gadgets.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here