Ryanair advarer mod falske boardingkort

Ryanair Boeing 737 på Oslo. Foto: Cato M. Lien

Det irske lavprisselskab, Ryanair, har længe været i kamp mod nogle af de mange prissammenlignings- og rejsebureauhjemmesider på nettet. Ryanair vil nemlig have kunderne til at bestille direkte hos flyselskabet. Nu advarer Ryanair mod at kunder hos Kiwi.com kan blive afvist ved boarding.

Når en flypassager bestiller sin Ryanair-flybillet hos nogle onlinerejsebureauer og prissammenligningssider, så sender hjemmesiden ikke altid alle kundens informationer videre til flyselskabet. Det er bl.a. en af grundene til at Ryanair kæmper indædt mod nogle af disse hjemmesider. En anden årsag er ganske givet at kunden får bedre mulighed for at sammenligne priser, men også at den pågældende hjemmeside evt. kan opkræve en højere pris.

Men når alt kommer til alt, så handler det mest om at Ryanair selv vil have kunderne (og ikke mindst deres kontaktoplysninger) fremfor at lade andre sælge deres billetter.

I kampen mod disse onlinerejsebureauer, så har Ryanair tidligere indført et “Verified by Ryanair” certifikat ligesom kunderne har mulighed for at slå deres billet op og tjekke prisen, som er betalt for den.

Nogle af de onlinerejsebureauer, som Ryanair selv nævner som problematiske er Opodo, Kiwi og eDreams.

Advarer mod falske boardingkort fra Kiwi.com

Ryanair opfordrer alle til at checke ind i deres app eller på hjemmesiden. Ellers kan man risikere at blive afvist i gaten. Foto: Ryanair

Ryanair har nu taget kampen mod Kiwi.com til et endnu højere niveau. Onlinerejsebureauet hjælper nemlig deres kunder med automatisk at udstede boardingkort til Ryanair fly, men det vil Ryanair ikke have.

Derfor advarer flyselskabet nu mod at kunder, som kommer med disse baordingkort fra Kiwi.com vil blive afvist ved gaten – da flyselskabet mener de er ugyldige.

Ryanair siger selv at en vigtig del af check-in processen er at kunden skal godkende visse vilkår omkring sikkerhed m.v. Og dette sker ikke hvis det er Kiwi.com som har udstedt boardingkortet.

Flyselskabet vil fra idag afvise alle kunder, som kommer til gaten med et boardingkort fra Kiwi.com

Ryanair henviser til at alle kunder selv skal udskrive deres baordingkort – enten via flyselskabets hjemmeside eller app.

En talsmand fra Ryanair udtaler, at de opfordrer alle kunder, som har booket via Kiwi.com til at kontakte onlinerejsebureauet for at få udleveret deres bookingnummer hos Ryanair, så de selv kan checke ind på hjemmesiden eller i app’en.

Ryanair check-in åbner 24 timer før afgang for alle passagerer og hele 60 dage før afrejse for dem som har forudbestilt et sæde ombord.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here