Aarhus Airport er gået fra at være lukningstruet til at have en meget lysere fremtid. Nye selskaber og nye ruter kommer hele tiden til. Det ser ud til, at lufthavnen har fundet det udbud af produkter, der kan tiltrække kunderne.
Aarhus Airport rider nu på en bølge af succes. Flyselskaber og charterselskaber starter nye ruter. Det gør de naturligvis kun, når de tror på at passagererne kommer. Det har både givet lufthavnen et godt regnskab sidste år og samtidig passagerrekord. Og nye ruter kommer til.
Syd- og Østeuropa
De veletablerede netværksselskaber har tidligere prøvet at etablere ruter fra Aarhus. Bl.a. begyndte KLM at flyve fra Aarhus til Amsterdam i oktober 2022. Men den rute blev indstillet efter bare 142 dage. Czech Airlines fløj i 2017 mellem Aarhus og Prag. Den rute blev også nedlagt efter kort tid. Også lavprisruterne til Berlin kunne ikke tiltrække et tilstrækkeligt antal kunder.
Men Ryanair har succes med at flyve fra Aarhus til Riga, Katovice og Gdansk (ud over ruten til London). Lavprisselskaberne fylder også deres fly på de mange ruter til soldestinationerne i Spanien, Kroatien, Grækenland og Tyrkiet. Dertil kommer de mange charterafgange til Middelhavsområdet. Det ser med andre ord ud til, at fremgangen primært drives af ferierejsende, mens de forretningsrejsende vælger at komme frem på andre måder.
Fremtidsplaner
Næste sommer udvider Apollo sin aktivitet i lufthavnen markant. Rejsearrangøren lancerer en ny direkte rute til Ioannina i det vestlige Grækenland. , Den nye rute giver både mulighed for at køre overgrænsen til Albanien eller også at blive i Grækenland og opleve fastlandet. Samtidig udvider Apollo sæsonen for den populære rute til Kreta, som i 2027 vil strække sig fra juni til og med september. Billetterne er til salg allerede nu.
Pressemeddelelsen fra Aarhus Airport peger på, at rejsende med flyet til Ioannina får adgang til et af Grækenlands mest varierede og naturskønne områder. Gæsterne kan vælge mellem mere end ti rejsemål. Det inkluderer bl.a Parga, Sivota, Zagorias bjerglandskaber og den rolige Kanali-kyst. Området rummer også flere af Apollos populære kombinationsrejser og koncepthoteller, blandt andet Apollo Sports til de aktive.
”Det græske fastland er det område, der vokser hurtigst i efterspørgsel hos os. Derfor er vi meget glade for at kunne tilbyde endnu en ny direkte rute fra Aarhus, denne gang til Ioannina og en af de flotteste regioner i Grækenland.”, siger Glenn Bisgaard, salgsdirektør, Apollo Rejser.
Flyvningerne til Ioannina giver desuden adgang til Saranda i Albanien. Netop Albanien og Saranda er på få år blevet en eftertragtet destination i Middelhavsområdet, hvor rejsende kan få krystalklart vand, gæstfrihed og enestående naturoplevelser. Ruten til Ioannina flyves hver søndag fra 27. juni til 29. august 2027.
Sæsonen til Kreta udvides i 2027
I tillæg til en ny destination fortsætter Apollo også den direkte rute til Kreta, der debuterede 15. juni 2026. Det er lufthavnens anden direkte rute til en af danskernes absolutte favoritter i Middelhavet, der nu udvides til at strække sig fra juni til og med september 2027.
”Med to udbydere på Kreta har midt- og østjyderne nu endnu bedre muligheder for at rejse direkte til et af sommerens mest efterspurgte rejsemål. Den forlængede sæson i 2027 gør det nemmere end nogensinde at starte ferien med sol, strand og græsk gæstfrihed tæt på hjemmet. Samtidig glæder vi os over, at Apollo også introducerer en helt ny destination fra Aarhus Airport med ruten til Ioannina – et område, der åbner for oplevelser i både Albanien og Grækenland”, udtaler David Surley, Director Route Development, Aarhus Airport
Kreta tilbyder mange forskellige rejsemål langs Chania-kysten. Pressemeddelelsen fremhævner det familievenlige Platanias og strandparadiset Rethymnon. De destinationer får de rejsendende fra Aarhus nu bedre adgang til med de to ugentlige afgange fra Aarhus Airport til Chania på Kreta
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Aarhus Airport








