Rejsebureauer i nødråb: Vi skal have en plan nu

Mensder foreligger en genåbningsplan for store dele af samfundet, så har Regeringen – og de øvrige partier i genåbningsaftalen – totalt ignoreret rejserbranchen, som stadig er efterladt i uvished om fremtiden. Nu kommer branchen – igen – med et nødråb om at få en plan for fremtiden.

Rejsebranchen har utallige gange forsøgt at råbe den danske regering op og få en plan for genåbningen af grænserne og rejsemuligheder. Men hidtil har de råbt for døve ører. Danmarks grænser er de facto lukkede og rejsevejledningerne er sat ud af drift. For danskere er hele verden “rød” og alle rejser frarådes – uanset hvordan smitteudbredelse er på destinationen. Man har ganske enkelt politisk besluttet at danskerne ikke skal rejse.

Der findes ingen plan for hvad der kræves for at rejsebranchen igen kan åbne og danskerne igen kan rejse på forretningsrejser eller ferie. Ingen indikation på dato eller hvilke smittetryk der kræves for at Regeringen åbner landets grænser igen.

Den danske rejsebranche er i flere omgange kommet med skarp kritik af de manglende planer og kommer nu igen med et nødråb til politikerne:

“Vi kan ikke vente længere: Vi skal have en dato for åbning nu!” skriver de i en pressemeddelelse de netop har udsendt.

Regeringens rejserestriktionerne har de facto tvangslukket rejsebranchen i over et år nu. Det har – iflg. branchen – medført en omsætningsnedgang på op til 90% og mere end 60% af arbejdspladserne i branchen er tabt.

Rejsebranchen har længe efterspurgt en plan og en dato for genåbning af grænserne, men der er fortsat ingen meldinger – sågar indikationer – om åbningsdato eller hvilke lande, der kan åbnes for rejser til. 

Rejsebranchen mener at nu hvor både smittetal, positivprocent og antallet af indlæggelser er meget lave i Danmark ligesom at test og smitteopsporing virker, så er det på høje tid at komme med en plan for hvor og hvornår vi kan rejse igen. Dertil skal lægges at flere og flere danskere bliver vaccinerede og at det digitale Corona-pas snart ser dagens lys.

Iflg. branchen bør man derfor snart kunne lukke op for at turister fra visse lande kan rejse ind i Danmark og at danskerne naturligvis kan få lov at rejse til de samme destinationer, hvis de overholder landenes egne restriktioner.

Af rammeaftalen fra den 22. marts 2021 om genåbning af Danmark fremgår, ”at regeringen arbejder efter, at der kan åbnes for rejse med coronapas samt smitteforebyggende tiltag …”. 

Derfor forventer rejsebranchen, at der åbnes for danskernes udlandsrejser i løbet af maj 2021, det vil sige når sårbare og personer over 50 år er vaccinerede, og det digitale coronapas forventes at være implementeret. Men hidtil er der intet konkret kommet fra regeringen.

Rejsearrangører i Danmark (RiD) og Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) har, som inspiration til de igangværende politiske drøftelser derfor lavet et forslag til hvordan man kan foretage en kontrolleret grænseåbning i forbindelse med rejser. I første omgang indenfor EU, men planen kan også overføres til rejser fra en række lande udenfor EU.

Rejsebranchens forslag til en kontrolleret genåbning af grænserne

Den samlede danske rejsebranche håber at politikerne vil høre deres nødråb og omgående komme med en plan for branchens fremtid.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here