Rejsebranchen i chok: Det er uhørt

En helt tom Københavns Lufthavn i maj 2020. Noget tyder på dette syn kommer til at vare længe. Foto: Morten Vassing

Det var dystre ord rejsebranchen, luftfarten og ferielystne danskere kunne høre Statsminister Mette Frederiksen melde ud på dagens pressemøde. Alle udrejser frarådes stadig til de fleste lande helt frem til udgangen af august. Dermed blev det også til et decideret slag i solar plexus til rejsebranchen, som kalder beslutningen for “uhørt”.

“Man sparker ikke på nogen der ligger ned” lyder et gammelt ordsprog. Men noget tyder på at Statsminister Mette Frederiksen og hendes Regering ikke kender til det udtryk. For med dagens udmelding om at Udenrigsministeriets rejsevejledning stadig fraråder ikke-nødvendige rejser til de fleste lande indtil – tidligst – udgangen af august, så placerede de også et spark i ansigtet på en rejsebranche der i forvejen var så meget i knæ, som man næsten kan komme.

Grænselukninger og rejserestriktioner har betyder at branchen befinder sig i en uhørt og historisk krise, som aldrig er set før. Branchen havde dog håbet på, at de kunne få lov til at sælge en lille brøkdel af højsæsonens rejser, men det satte Regeringen en effektiv stopper for idag. Det var en sort fredag for alle i rejsebranchen

Administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) Lars Thykier er dybt rystet:

”Jeg havde ikke forestillet mig en så vidtgående beslutning. At man kun tillader rejser til Tyskland, Norge og Island er uhørt, selv i en coronatid. Den danske rejsebureaubranche er med regeringens forlængelse af rejsevejledningernes fraråden frem til 31. august nærmest blevet lukket”, siger Lars Thykier, og fortsætter:

”Med regeringens tidligere udmelding om at sikre, at der fortsat er en dansk rejsebranche på den anden side af corona-krisen, er det nu fuldstændig essentielt, at regeringen straks kommer med en fuld statsstøtteordning til branchen som mindst skal række året ud”.

Han estimerer at rejsebranchen skal tilbagebetale omkring 4 mia. kroner – alene for sommerens rejser. Noget som kommer til at tage livet af mange rejsebureauer, hvis Regeringen ikke kommer med seriøse hjælpepakker hurtigt.

Åbent til Norge, Tyskland og Island – med begrænsninger

De eneste lande, som Danmark åbner sine grænser overfor er Island, Norge og Tyskland. Men det er ikke uden bureaukratiske begrænsninger. F.eks. skal indrejsende kunne bevise at de har booket f.eks. et sommerhus, hotel eller campingsplads – udenfor København – og i mindst seks dage. De skal også opfordres til at tage corona-test, men bliver dog ikke tvunget til det.

Lukker Europa og resten af verden ude

Til trods for at Europa-Kommissionen for nyligt kom med deres vejledning til at få åbnet op for Europa’s grænser og få gang i den så vigtige højsæson indenfor turistbrancherne, så lader det altså til at Danmark har valgt at se bort fra denne anbefaling og holder resten af Europa – og verden – ude indtil på den anden side af sommeren.

Det betyder også at danskere kan vinke farvel til at holde sommerferie i Grækenland, på Cypern, i Spanien eller Italien. Alle lande som ellers gør klar til at åbne deres grænser igen indenfor kort tid.

Svenskerne sat i skammekrogen i Norden

Hverken Norge, Danmark eller Finland har valgt at åbne op for grænserne til Sverige heller. Nabolandet har generelt flere smittede med Corona-virus end både Danmark og Norge, men det gælder dog ikke alle regioner af landet. F.eks. er Skåne ikke hårdere ramt end Københavnsområdet og Sjælland. Regeringen meldte ud at de fortsætter en dialog med Sverige om muligvis at finde en løsning for Øresundsregionen.

Kæp i hjulet for flyselskaberne

Også flyselskaberne fik en stor spand kold vand i ansigtet i dag. SAS har for et par dage siden meldt ud, at de vil genstarte flere ruter for at få gang i flyene og økonomien igen. Great Dane Airlines havde startet forsalg på ruter fra Aalborg til Malaga og Mallorca. Mange udenlandske flyselskaber havde planer om at vende tilbage på ruterne til Danmark.

Hvordan det ser ud i nærmeste fremtid for disse ruter er meget usikkert. Men meget kunne tyde på, at vi langt fra ser den genstart af luftfarten, som de mange fyringstruede ansatte og rejselystne danskere havde håbet på.

Brug for hjælpepakker

Som Danmarks Rejsebureau Forening er inde på, så er der alvorligt brug for statslige hjælpepakker for at redde den sønderskudte rejsebranche. Det samme gælder i stor udstrækning også for luftfarten, som ligeledes er blandt de brancher, som er hårdest ramt af Regeringens fortsatte nedlukning af landet og grænserne.

SAS udtalte i forbindelse med præsentationen af deres katastrofale regnskab for 2. kvartal, at de i juni ville komme tilbage med planer for kapitaltilførsel. Alene hos det skandinaviske flyselskab fosser der en halv mia. kroner ud af kassen hver måned lige nu, mens flyene holder på jorden og medarbejderne er sendt hjem. Derudover har de varslet opsigelser af omkring 5.000 medarbejdere, som må stille sig op i den efterhånden lange kø på jobcentret. Her hjælper det ikke med halvhjertede lånegarantier, som skal betales tilbage senere. Der må reelt kapitaltilførsel til når regeringen fjerner hele grundlaget for en hel branchen i så lang en periode.

Der er ingen tvivl om at Regeringen må grave meget dybt i statskassen for at komme med en historisk stor redningspakke for denne vigtige branche. Lånegarantier, som vi har set hidtil rækker på ingen måde. Når man vælger at trække stikket på en hel branche i et halv år, som dækker den absolutte højsæson, så må det også forventes at man kommer med en plan for at branchen kan komme ud på den anden side. Specielt når man vælger en strategi, som lukker landet langt mere end de fleste andre lande gør.

Ifølge en rapport lavet af Dansk Luftfart, så bidrager luftfarten alene – direkte og indirekte  – med mellem 5-6% af Danmarks BNP og op til 150.000 arbejdspladser. Dertil kan man så lægge de mange andre erhvervs, som også beskæftiger sig med turister og rejsende der ikke rejser med fly.

Det var i sandhed en sort fredag i dag…

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

2 KOMMENTARER

  1. Det er vel ikke forbudt for Danskere at rejse ud. Det frarådes på et noget udokumenteret grundlag.
    Så hovedsagen er vel om det land man ønsker at rejse til er ok med indrejse som turist.
    Nu vi ved hvordan smitte undgås bør det være ok at rejse ud. Virussen kender ikke forskel på nationalitet. Kun hvis man ikke overholder de enkle forholdsregler medvirker man til at holde smittekæder levende.

    • Så længe man ikke er dækket af rejseforsikringer, så er det i praksis et de facto rejseforbud. Teknisk og juridisk er det naturligvis ikke forbudt, men i praksis får det samme effekt.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here