Radisson Rewards har lige nu en kampagne, hvor du kan tjene point til loyalitetsprogrammet på hotelophold, der betales med bonuspoint. Den kampagne inviterer til at tage nogle bonusovernatninger.
Radisson Rewards har lige nu en kampagne: Du får point på bonusovernatninger. Du skal reserverer overnatningen inden 1. november og opholdet skal ligge i 2025. Men så vil du også få:
- 1.000 point for overnatninger, der koster fra 5.000 til 20.000 point
- 2.000 point for overnatninger, der koster fra 20.000 til 35.000 point
- 5.000 point for overnatninger, der koster fra 35.000 til 75.000 point
- 9.000 point for overnatninger, der koster mindst 75.000 point
Du kan læse mere om kampagnen på denne side.
Det er muligt at overnatte på 637 hoteller i Europa, Afrika og Asien, som er med i kampagnen og dermed giver point på bonusophold.
Smart kampagne fra Radisson Rewards
Ud fra et markedsføringssynspunkt, er det en smart kampagne. Radisson kunne alternativt have valgt at give rabat på bonusovernatninger. Det er det normale hos andre hotelkæder og flyselskaber. I denne kampagne svarer pointoptjeningen til en “rabat” på et sted mellem 5 og 14% (afhængig af prisen for bonusovernatningen). Men en rabat på eksempelvis 10% lyder af mindre, end en optjening af 5.000 bonuspoint. Det er derfor et smart markedsføringstrick at give point på bonusophold.
Er det værd at bruge kampagnen?
Jeg har regnet lidt på et ophold på Radisson Blu i Malmø. Det er et hotel, jeg ofte har boet på, når jeg syntes hotellerne i København var for dyre. Læs evt. anmeldelsen her.

Jeg kan få et ophold fra 14. til 16. november. Det koster 1.375 kroner. Eller alternativt 76.860 point fra min Radisson Rewards konto (jeg har i de følgende beregninger valgt at se bort fra en betaling på knap 13 kroner på bonusopholdet).
Hvis jeg betaler med kreditkort, vil jeg optjene ca. 6.800 point, fordi jeg er VIP medlem i Radisson Rewards (højeste niveau). Medlemmer på lavere niveauer vil få færre point.
Men på et bonusophold vil jeg tjene 10.000 point, fordi jeg lige sniger prisen over de 35.000 point pr. nat. Så det lyder fristende at få flere point på et bonusophold end på et ophold betalt med kreditkort. Det hører dog med til historien, at pointene efterhånden har en ganske lav indløsningsværdi. knap 1,8 øre.
Forbehold: Har jeg fattet det?
Ved nærlæsningen af de detaljerede regler, er jeg kommet lidt i tvivl om, hvorvidt jeg har forstået kampagnen. Dels står det ikke klart, hvorvidt bonuspointene gives for hvert ophold eller hver overnatning. Men når betingelserne siger, at antallet af point afhænger af prisen for en bonusovernatning, går jeg ud fra, at den angivne pointoptjening også er for hver overnatning.
Det andet forbehold er de detaljerede regler (Terms & Conditions). Her står klart, at reservationen ikke kan fortrydes – og skulle man gøre det, så er pointene gået tabt. Dette på trods af, at det klart fremgår af reservationen, at jeg kan afbestille frem til ankomstdagen kl. 18. Det får mig til at overveje, om jeg har lavet en fejl i min reservation – men jeg har gennemgået den flere gange. Og kan ikke se, hvor jeg har gjort noget galt.

Artiklen er baseret på en e-mail fra Radisson Rewards og information på Radissons hjemmeside.










