Radisson appen har lavere priser på ophold end hotelkædens hjemmeside. Eksempler viser, at du kan spare 100 kroner på hver overnatning ved at reservere i appen i stedet for hjemmesiden.
Dårlige vaner koster penge – og jeg har lige fundet en af mine dyre vaner: Jeg reserverer værelser på Radissons hjemmeside i stedet for appen på mobiltelefonen – og det koster.
Baggrunden for denne artikel er en søgning af hotelpriser foretaget 26. februar. Jeg har søgt på en overnatning for 2 personer med indtjekning onsdag d. 19. marts og afrejse fredag d. 21. marts.
Radisson: Hjemmeside eller app på telefonen?
Jeg havde altid troet, at jeg fik hotelværelset til samme pris. Uanset, om jeg bestilte på hotellets hjemmeside eller på telefonens hotel app. Men sådan er det ikke hos Radisson.
Det fandt jeg ud af ved et rent tilfælde. Jeg søgte efter et hotelværelse på min telefon, da jeg sad i bussen. Da jeg kom hjem ville jeg bestille værelset på min pc-er. Men jeg kunne ikke genkende priserne. Så jeg tjekkede igen priserne i appen. Og så gik det op for mig, at der er forskel.
Eksempel: Malmø
Jeg kan godt lide Radisson Blu i Malmø – og har tidligere lavet en anmeldelse af hotellet i denne artikel.
Når jeg reserverer på Radissons hjemmeside, koster en overnatning ca 760 kroner (prisen afhænger lidt af valutakursen, da hotellet afregnes i svenske kroner). Det er en reservation, der ikke kan fortrydes. Jeg får morgenmad gratis, da jeg er VIP medlem i loyalitetsprogrammet Radisson Rewards.

En tilsvarende reservation på appen koster ca 650 kroner pr. nat. Altså en besparelse på omkring 110 kroner (eller 220 kroner for mit ophold)

Eksempel 2. Aarhus
Når jeg vil reservere et værelse på Radisson Red i Aarhus fra 19. til 21. marts, så koster det billigste værelse ca. 2.260 kroner. Det er igen en reservation, der ikke kan fortrydes. Jeg får ikke morgenmad med i den pris – men det gør jeg alligevel, da det er en af fordelene ved at være VIP medlem i Radisson Rewards.

De samme dage koster værelset omkring 2.150 kroner på appen. Igen en besparelse på ca. 110 kroner for hver nat, når jeg reserverer via telefonen.

Eksempel 3. Berlin
Når jeg reserverer Radisson Collection Hotel på hjemmesiden koster værelset ca. 1.421 kroner. Det er igen en ikke fleksibel reservation uden morgenmad.

Ved en tilsvarende reservation på appen skal jeg betale knap 1.326 kroner. Så her er besparelsen på i underkanten af 100 kroner for hver nat.

Bekvemmelighed og dårlige vaner koster penge
Jeg har tillagt mig en vane med at lave reservationerne på hotellernes hjemmesider. Det er lettere at ramme de rigtige cifre, når jeg skal indtaste kreditkortets oplysninger på computerens tastatur. Nogen vil kalde det bekvemmelighed. Men det koster altså.
De tre tilfældige eksempler viser, at jeg kan spare 100 kroner på hver overnatning, hvis jeg vælger at reservere via appen. Det kan løbe op. Jeg kan ikke afvise, at andre eksempler vil give andre prisforskelle. Måske vil Radisson i fremtiden ændre politikken for fastsættelsen af priser. Men jeg vil i det kommende år bruge appen på telefonen, når jeg skal reservere et ophold på Radisson.