Qatar Airways skal måske flyve for British Airways i Europa

Foto: Qatar Airways

Qatar Airways oplever en turbulent tid i Mellemøsten med forbudet mod flyvninger fra Doha til omkringliggende lande, men de er også i offensiven idet de har meddelt at de agter at købe en mindre del af verdens største flyselskab American Airlines. Men nu lader det også til at vi kan få deres fly at se i endnu større omfang i Europa snart.

Dele af British Airways kabinepersonale har meldt ud, at de vil strejke fra 1. juli og to uger frem. Det kan få store konsekvenser for British Airways muligheder for at afvikle trafikken i højsæsonen.

Derfor har British Airways nu ansøgt luftfartsmyndighederne i Storbritanien om at få lov til at benytte op til ni Airbus A320/321 fra Qatar Airways i deres rutenet. I ansøgningen ønsker British Airways at benytte disse ni fly i op til to måneder.

Det er ikke ukendt for British Airways at bruge underleverandører til at flyve for dem. Bl.a. har danske JetTime og SunAir begge fly i trafik for det engelske selskab. Men det er første gang at der ansøges om at et selskab med base udenfor EU skal flyve for dem.

Ifølge ansøgningen er der tale om såkaldt wetlease, hvilket betyder at Qatar Airways skal sørge for både fly, piloter og kabinepersonale.

I praksis betyder det at British Airways passagerer kan ende op med at flyve i et fly fra Qatar Airways i strejkeperioden. Indretningen i Qatar Airways A320/A321 er noget mere behagelig end i British Airways egne fly. Fremfor et frit midtersæde og en stol som er identisk med økonomiklasse, så vil passagererne få rigtige “lie flat” business class stole, som vi normalt kun kender fra langruteflyene. Og i andre fly store behagelige “recliner” business class stole, som kan lægges langt tilbage og er betydeligt bredere end en normal stol.

Ny Business Class på Qatar Airways A320. Foto: Qatar Airways
Gammel Business Class med recliner stol på Qatar Airways A320. Foto: Qatar Airways

Qatar Airways ejer 20% af British Airways moderselskab, IAG, og har derfor naturligvis også en stor interesse i at undgå aflysninger under en evt. strejke. Desuden har Qatar Airways ekstra kapacitet i deres kortruteflåde netop nu, hvor de ikke kan flyve mange korte ruter i Mellemøsten.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here