Priskrigen er i gang! Men er det en fordel for forbrugerne på sigt?

Ryanair Boeing 737 på Oslo. Foto: Cato M. Lien

Som vi har skrevet om tidligere, så slider flyselskaberne alvorligt med at få passagererne tilbage på flyene for tiden. Ikke mindst p.g.a. de uensartede og uforudsigelige rejsevejledninger og -restriktioner som praktiseres. En klassisk måde at lokke kunderne ind i butikken igen er med knaldtilbud, som kan ende i priskrig. Men kan en priskrig være et problem for forbrugerne på længere sigt?

Priskrig i luftfarten er ikke noget nyt. Det har vi set utallige gange tidligere – nogle vil måske gå så langt at sige, at luftfarten har befundet sig i en permanent priskrig de sidste mange år.

I sagens natur, så sælger flyselskaberne en vare som “fordærves” så snart flyet letter. Derfor kan det ofte være en god idé at sælge den billigt fremfor slet ikke at sælge den. Har en afgang først en tom stol, så er muligheden for at tjene penge på det sæde mistet og det er tabt omsætning.

Men det er en svært balance for regnedrengene i flyselskaberne. For lave priser kannibaliserer på de billetter, som man måske kunne sælge til en højere pris – og da de mere betalingsvillige forretningsrejsende ofte bestiller kort tid før afgang, så er det sjældent i sidste øjeblik man ser billige billetter med rutefly. Derimod kan man godt finde lave pris, hvis man planlægger i god tid. Omvendt må man heller ikke planlægge i alt for god tid – for så ved flyselskabet af de gerne vil flyve på disse datoer og sætter prisen derefter.

Men når konkurrenterne dumper priserne, så er man nødt til at følge med, hvis man ikke vil miste kunderne.

Overkapacitet af flysæder

Lige nu er der en helt ekstrem overkapacitet af flysæder i markedet. Ikke nok med at belægningsprocenten er lav på de afgange som flyves, men der står også et meget stort antal fly parkeret i lufthavnene, som flyselskaberne er desperate for at få i luften igen.

Men flyselskaberne balancerer på et knivsæg for at finde balancen mellem at lokke passagerer til og forsøge at skabe en rentabel forretning igen.

Starten på priskrigen

Mens mange har forudset at Corona-krisen vil betyde dyrere flybilletter, så har vi tidligere spået at det tværtimod kan betyde en periode med lavere priser.

Naturligvis vil flyselskaberne på sigt forsøge at tilpasse kapaciteten til markedet, men når overkapaciteten er så ekstrem som nu, så vil udbuddet være større end efterspørgslen i lang tid fremover – og det vil naturligt lægge et stort pres på priserne.

Vi har set flere flyselskaber være meget aggressive når det gælder prissætning og at tilføre kapacitet til markedet. Ryanair og Wizz Air har øget kapaciteten kraftigt – og ofte hurtigere end konkurrenterne. Begge disse selskaber har desuden stor erfaring i at dumpe priserne for at skabe efterspørgsel. Historisk set har deres prisdumping også presset andre flyselskaber til at følge med ned i pris – det er nærmest uundgåeligt.

Hidtil har mange flyselskaber kæmpet imod en priskrig, men når nogle starter så er det stort set umuligt at stå imod på sigt.

Laveste priser i mange år

Lige nu har f.eks. Ryanair startet en kampagne, som kan være starten på en blodig priskrig i luftfarten. Returrejser fra f.eks. København til London for 150 kroner er et niveau vi ikke har set i mange år.

Priskrigen er startet. Lavprisselskaberne fører an. Her f.eks. priseksempler mellem København og London for en returbillet i oktober.

Det har også presset andre flyselskaber til at følge med ned i pris og mens netværksselskaberne sjældent matcher de aller laveste dumpingpriser, så ser vi altså stadig prisniveauer, som vi ikke har set længe.

Også netværksselskaberne er fulgt med ned i pris. Her priseksempler på København-London i oktober.

Når Ryanair f.eks. tilbyder priser på 150 kroner for en returbillet, så er det et meget aggressivt træk for at erobre markedsandele. Denne pris er en ren underskudsforretning for dem og dækker ikke engang skatter og afgifter. Det er dog ikke en ukendt strategi for dem og de har ofte brugt det som et marketingværktøj for at få fokus på nye ruter. Der kommer naturligvis forskellige tillæg for sædevalg, bagage m.v. til disse priser, men det gælder også for netværksselskaberne, som også har adopteret denne gebyr-baserede forretningsmodel for at tilbyde lavere lokkepriser.

Usikre tider foran os

Mens det er forståeligt at flyselskaber skruer på prisparametrene for at lokke kunderne tilbage, så er det også en usikker og farlig vej at gå. Alle flyselskaber er presset til det ekstreme økonomisk og en priskrig er dyr. Derfor kan den kommende tid godt blive en kamp om hvem der har de dybeste lommer til at investere i at vinde og forsvare markedsandele. På den anden side, så har alle behov for at tjene penge nu. Så det bliver en ekstrem svær balance.

Ingen flyselskaber er interesseret i at tabe penge, men når nogle selskaber dumper priserne, så tvinger det i praksis alle andre til at følge efter. Og det koster penge, som flyselskaberne ikke har.

Er det en fordel for forbrugerne?

Umiddelbart tænker de fleste nok, at det naturligvis er en fordel for forbrugerne at få lave priser, men hvis vi skal se tingene i et lidt større perspektiv og lidt mere langsigtet, så er det ikke nødvendigvis tilfældet.

I den situation, som luftfarten befinder sig i nu, så er det de færreste som har kapital til en langvarig priskrig og det kan koste nogle flyselskaber livet eller betyde at langt dårlige udvalg af ruter og mindre konkurrence på sigt.

På lang sigt, så er det en fordel for brugerne med en sund og balanceret konkurrence på flyruterne, men hvis dumpingpriser og priskrige får flyselskaber til at trække sig, så får vi på sigt mindre konkurrence på mange ruter og det ved vi betyder højere priser på lang sigt.

Flyselskaber dumper ikke priserne for at gøre forbrugerne en tjeneste. De gør det for at erobre markedsandele og at få konkurrenter til at trække sig fra ruter. Det er i praksis en udholdenhedskamp, hvor dem med de dybeste lommer vinder. Når konkurrencen så er væk, så håber de at kunne hente det tabte ind igen ved at hæve priserne.

Det har vi set utallige gange i luftfarten.

Derfor vil vi også påstå, at de ekstreme priskrige kan ende med at skade forbrugernes valgmuligheder på sigt – selvom det kan virke tillokkende med så lave priser mens priskrigen står på, men intet varer evigt.

Rejserestriktioner medvirker til en usund branche på sigt.

Lige nu er de normale markedsvilkår dog delvist sat ud af kraft. Ikke mindst p.g.a. de mange uforudsigelige rejserestriktioner, som forskellige regeringer har pålagt branchen.

Kapaciteten er enorm og efterspørgslen minimal. Flyselskaberne er fanget i en gordisk knude, hvor de taber penge hvis flyene står på jorden, men kan tabe endnu mere hvis de flyver med for mange tomme stole.

Skal de have økonomi i operationerne, så må de tage fornuftige priser for flybilletterne, men er der selskaber som dumper priserne, så er det også en umulighed.

“Det vilde vesten”

Lige nu er det alles kamp mod alle i luftfarten. Den normale balance mellem netværksselskaber og lavprisselskaber er voldsomt forstyrret. Og det betyder priskrige – ihvertfald på de ruter, hvor lavprisselskaberne opererer.

Det er en situation, som ikke er holdbar på sigt og helt sikkert vil få nogle til at trække sig. Realistisk kan det ende med at vi som forbrugere får et langt dårlige udbud af ruter og valgmuligheder, hvilket kan være katastrofalt for specielt forretningsrejsende, som er afhængige af mange frekvenser og omfattende rutenetværk.

Alle selskaber kæmper vildt og panisk mod hinanden for at sikre sig de få kunder der er. Men det koster enorme summer at forsvare sine markedsandele. Flyselskabernes valgmuligheder er reelt at vælge mellem at tabe penge på ikke at flyve eller måske tabe endnu flere på at flyve.

Hvilket marked vil du have på sigt?

De lave priser kan – på kort sigt – være en fest for forbrugerne, men på længere sigt kan det ende med at blive et mareridt.

Knækker nogle selskaber i den hårde konkurrence med tabsgivende dumpingpriser, så ender vi med mindre konkurrence på sigt og et langt dårligere udvalg af produkter og flyruter. Når der er færre der konkurrerer, så vil priserne unægteligt stige på et tidspunkt igen og her skal det tabte hentes ind. Det betyder også at, hvis det er lavprisselskaberne som overlever denne dødskamp, så vil de pludseligt ikke være så billige hvis netværkskonkurrenterne har trukket sig – og så ender forbrugerne med at betale samme pris som tidligere, men for et langt dårligere produkt og langt færre muligheder for at forbinde til netværk.

Derfor er det måske værd at overveje hvem man booker hos nu.

Bør man “støtte” visse selskaber?

At “støtte” flyselskaber med højere priser er normalt ikke noget vi opfordrer til, men nu er markedet i overlevelsestilstand og de normale spilleregler sat ud af kraft. Så indtil markedet begynder at stabilisere sig og vende mere tilbage mod “normalen”, så bør man måske gøre sig den overvejelse at tænke lidt på fremtiden. Hvordan ønsker du luftfarten skal være i fremtiden? Kunne du forestille dig et marked, som er domineret af lavprisselskaber med færre frekvenser og skrabede produkter?

Lavprisselskaberne er vigtige i den normale balance i branchen. De har fået netværksselskaberne til at tage langt mere rimelige priser. Men netop balancen mellem de forskellige typer af selskaber er vigtig for et sundt marked – med produkter som passer alle. Bliver nogen af dem for dominerende, så bliver balancen usund og lige nu er der en reel risiko for at det kan ske.

Skal du fra A til B kan et lavprisselskab være en fin løsning, men mange har behov for omfattende netværk og rutenet. Kan netværkselskaberne ikke opretholde en rimelig trafik for at være rentable, så mister vi dette netværk og mulighederne for at rejse rundt i verden bliver mindre i fremtiden – og det er noget der kan være meget skadeligt for specielt erhvervslivet.

Vi siger ikke hvad du skal vælge, men at du bør tænke dig om når du booker. Tænk på fremtiden. Hvilken branche og hvilke produkter ønsker du dig i fremtiden? Billetten til 150 kroner til London kan ende med at blive meget dyr på sigt, hvis balancen mellem lavprisselskaber og netværkselskaber bliver ødelagt.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here