I dag – d. 9. februar 2019 – er det præcist 50 år siden, at “Queen Of The Skies” – aka Boeing 747 – for første gang lettere fra Seattle. Flyet har igennem et halv århundrede været luftens ukronede dronning og er stadig et af de mest vellidte fly i verden. Et flyvende ikon.

For præcist 50 år siden – i 1969 – lettede den første Boeing 747-100 over Seattle på sin jomfruflyvning. Tusindvis af tilskuere var tilstede for at se dette vidunder af et fly. Dengang var Boeing 747-100 det største passagerfly, som verden nogensinde havde set. Boeing skrev luftfartshistorie denne dag.

Boeing 747-100 blev præsenteret for verdenspressen i Seattle. Foto: SAS

Succeshistorien med Boeing 747 startede i midten af tredserne da Boeing udviklede en widebody jet, som et svar på den voksende efterspørgsel i luftfarten. Efter mindre end fire års planlægning og udvikling, så var flyet klar til at lette. Alene det var en enorm bedrift – både dengang og idag.

Flyet var bygget af ikke mindre end 6 millioner dele og var banebrydende på så mange – hidtil usete – områder.

Hør også podcast: Boeing 747 fylder 50 år. Vi taler med en SAS-flymekaniker, som arbejdede på flyet. Hør hvordan flyet ændrede luftfarten.

Flyet var næsten 70 meter langt og havde en vingespænd på små 60 meter. Højden på den enorme hale var 19 meter og den var højere end en fem etagers bygning. Den amerikanske presse døbte hurtigt flyet “Jumbo Jet” da den havde plads til næsten 400  passagerer.

Flyet var udstyret med fire motorer, som hver især kunne levere mere end dobbelt så meget kraft end datidens topmoderne Boeing 707-fly, som dengang var flyet man oftest brugte på lange ruter over Atlanten.

Et af de mest velkendte kendetegn på flyet af “puklen”, som indeholder en lille førstesal. Oprindelig blev dette område oftest brugt, som en førsteklasses lounge, hvor de rigeste passagerer kunne nyde en drink i baren.

Første flyselskab, som tog flyet i drift var PanAm, som også var en af initiativtagerne til at få flyet udviklet. De havde bestilt en del eksemplarer af flyet allerede inden det var blevet udviklet. Uden PanAm’s ordre er det langt fra sikkert at luftfarten nogensinde ville have fået dette imponerende fly.

Boeing 747-130 i Lufthansa bemaling.
Foto: Boeing / Lufthansa-billedarkiv

I Europa var det Lufthansa, som var det første flyselskab til at modtage denne nye og banebrydende flytype. På verdensplan var de det andet flyselskab til at modtage den.

Lufthansas første fly havde registreringsnummeret D-ABYA og var af typen 747-130. Deres første fly havde produktionsnummer 12 på Boeing-fabrikken. Det tyske flyselskab modtog sit første fly d. 9. marts 1970 og det fløj første gang med passagerer d. 26. april 1970 på ruten mellem Frankfurt og New York.

Både passagerer, presse og medarbejdere var vilde med flyet. Det var en helt ny verden, som åbnede sig, fremfor at flyve med de mindre Boeing 707. Komforten og pladsen ombord var langt bedre og der var plads til mere end dobbelt så mange passagerer ombord.

Dengang var det en stor bedrift at indsætte et så stort fly i flåden. Inden Lufthansa kunne modtage sit første fly, så måtte de bygge nye broer i gaten, bestille specielle traktorer, lifte og tankbiler. Desuden byggede de en ny hangar på hele 27.000 kvadratmeter for at kunne servicere flyene. Selv check-in områderne måtte udvides for at kunne tage imod flere passagerer.

Siden den første udgave af Boeing 747 så dagens lys, så er flyet blevet udviklet med flere udgaver. Selv den dag i dag produceres en helt ny og moderne version af flyet – med navnet 747-8. Et fly, som bl.a. Lufthansa bruger på langruterne.

SAS havde Boeing 747 i flåden

Også SAS havde Boeing 747 i flåden i en periode. De fik oprindeligt leveret to styk i 1971 til brug på ruten mellem København og New York. Flyene blev døbt Huge Viking og Ivar Viking. De var begge af typen 747-283B.

Det blev dog hurtigt klart, at flyet var for stort og der manglede passagerer til at fylde det. Et tredje fly blev leveret i 1981, men SAS brugte flyene mindre og mindre i 80’erne og de blev ofte leaset ud.

SAS havde 353 sæder ombord på flyene – lidt færre end de fleste andre flyselskaber. Førsteklasses passagerer havde adgang til den øverste, hvor der var en lounge som bød på cocktails m.v.

Boeing 747 i SAS flåden var et rigtigt prestigeprojekt, som desværre ikke var økonomisk sundt. Derfor blev det også kun en kortere periode disse fly fløj for SAS. Dengang var der utroligt meget prestige forbundet med at have dette fly i flåden – ikke mindst p.g.a. den megen hype af Jumbojetten i medierne og blandt passagererne. Man var ganske enkelt bange for at miste passagerer, hvis man ikke kunne tilbyde dette store fly.

Foto: Lars Söderström – Creative Commons – Wikimedia. Licens
http://www.airliners.net/photo/Scandinavian-Airlines–/Boeing-747-283B/0368734/L/

Varianter af Boeing 747

Boeings 747-fly er igennem de sidste 50 år lavet i mange forskellige varianter, som passer til forskellige behov. Men flyet er også blevet udviklet betydeligt igennem årene, så selvom det ude fra stadig har sin ikoniske form, så er det tekniske meget anderledes i dag. Boeing 747-8 er et moderne fly, hvor mange af de tekniske fremskridt man opfandt til Boeing 787-Dreamliner går igen på.

Følgende varianter af Boeing 747 (passagerudgaver) er lavet igennem årene:

PanAm’s Boeing 747-100.
Foto: Eduard Marmet – Creative Commons – Wikimedia. Kilde: http://www.airliners.net/photo/Pan-Am/Boeing-747-121/1372694/L/

Boeing 747-100

Den oprindelige Boeing 747, som fløj for første gang 9. februar 1969. Den havde en mindre pukkel end man senere udviklede flyet med. På denne model var der tre vinduer på førstesalen af flyet.

Boeing 747-200 med større første sal.
Foto: Eduard Marmet. Wikimedia – Creative Commons. Kilde

Boeing 747-200

Denne variant havde en længere rækkevidde og kunne medbringe mere vægt end det oprindelige fly. Nogle få eksemplarer af denne havde den lille pukkel – med tre vinduer – på toppen, men på hovedparten af disse blev “puklen” udvidet og havde i stedet 10 vinduer. Det var denne type, som SAS havde i flåden – dog med den mindre “pukkel”.

Foto: San Diego Air and Space Museum

Boeing 747SP

Dette fly blev specielt udviklet til PanAm og Iran Air, som ønskede et fly med længere rækkevidde, men også muligheden for at flyve til og fra lufthavne med kortere landingsbaner. Det betød at flyet var 14 meter kortere end den oprindelige 747-100. Det blev bl.a. benyttet på ruten mellem New York og Tehran, som dengang var verdens længste non-stop rute. Der blev i alt kun produceret 45 af denne type.

Boeing 747-300 fra Swissair.
Foto: Eduard Marmet – wikimedia – Creative Commons. Kilde

Boeing 747-300

Denne type fik yderligere forlænget førstesalen, som var over 7 meter længere end 747-200. Der blev ligeledes lavet små aerodynamiske ændringer, som gjorde at flyet kunne flyve en lille smule hurtigere end tidligere udgaver.

Boeing 747-400 fra Northwest Airlines. Foto: Smoove Z – Creative Commons – Wikimedia

Boeing 747-400

Denne er den mest brugte i luftfarten og flyver stadig for mange selskaber – selvom flere har varslet at den skal udfases indenfor de kommende år og andre allerede har pensioneret den. Denne variant fik længere rækkevidde. 747-400 fik også et moderne “glas cockpit” og var i det hele taget et langt mere moderne fly end de hidtidige udgaver. Til passagertrafik blev den lavet i en standardudgave, men også i en udgave som gav endnu længere rækkevidde med navnet 747-400ER. Denne type blev først taget i brug i 1989 og første flyselskab som fløj den var Northwest Airlines. Det sidste eksemplar af denne type til passagertrafik blev leveret til China Airlines i april 2005. I sommeren 2018 var der stadig 339 eksemplarer af denne type i drift på verdensplan.

Lufthansas Boeing 747-8, som fløj de tyske olympiske atleter hjem fra Brasilien i 2016. Foto: Lufthansa

Boeing 747-8

I 2005 offentliggjorde Boeing at de havde planer om at introducere en helt ny og moderne version af 747. Det blev til Boeing 747-8. Dette fly bruger samme motor og cockpit teknologi, som den moderne Boeing 787 Dreamliner. Flyet er dermed lettere og mere økonomisk end tidligere udgaver. Desuden blev flykroppen forlænget med næsten 6 meter i forhold til 747-400. Dermed blev den også længere end Airbus 340-600 og blev dermed verdens længste passagerfly. Den første blev leveret til Lufthansa i maj 2012. Der er i alt kun bestilt 47 af denne type i passagerudgaven, så det blev ikke den helt store succes, som Boeing havde håbet på.

Flere af de ovenstående typer af Boeing 747 havde også forskellige undervarianter, som var tilpasset flyselskabernes individuelle behov.

Ikonisk dronning i luften

Der er ingen tvivl om at Boeing 747 har fortjent navnet “Queen of the Skies”. Det er et flyvende ikon, som de fleste kan genkende på lang afstand. Da den blev produceret var den banebrydende og har haft en stor indflydelse på hvordan luftfarten har udviklet sig siden.

Vi ønsker stort tillykke til Boeing med 50 års jubilæet for første flyvning med Boeing 747.

 

Hør også vores podcast: Boeing 747 fylder 50 år. Vi taler med en SAS-mekaniker, som arbejdede på flyet og kan fortælle hvordan flytypen ændrede luftfarten.

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here