Biludlejningsfirmaet Oscar er kommet til Aalborg Lufthavn, hvor det vil konkurrere med de andre veletablerede biludlejningsfirmaet, der allerede har kontor i lufthavnen.
Der er allerede mange af de kendte biludlejningsfirmaer, der er klar til at betjene kunderne i Aalborg Lufthavn: Bl.a. Avis, Budget, Hertz, Europcar, Sixt og Enterprice. Nu er der kommet en ny konkurrent: Oscar Biludlejning. Deres kontor blev officielt åbnet den 1. marts 2026.
Det markerer også virksomhedens allerførste lufthavnsafdeling. I pressemeddelelsen skriver Oscar, at lanceringen repræsenterer et næste skridt i Oscars ekspansion og bringer virksomhedens lokale og transparente udlejningsmodel direkte ind i lufthavnsmiljøet.
“Åbningen i Aalborg Lufthavn giver os mulighed for at møde kunderne præcis dér, hvor deres rejse fortsætter. Vores mål er at gøre overgangen fra fly til bil så enkel og forudsigelig som muligt,” siger Anders Vandsted Sloth, indehaver af Oscar Biludlejning i Aalborg Lufthavn.
Oscar fremhæver selv, firmaet har en anden tilgang til udlejning. I stedet for traditionelle kategoribaserede udlejninger fokuserer Oscar på
gennemsigtighed og klarhed:
- Bilen du booker, er bilen du får – ingen udskiftninger
- Klare priser fra start – ingen skjulte omkostninger
- En bred og fleksibel flåde – fra små biler til varevogne og premiumbiler
“Mange har prøvet at ankomme for at hente en lejebil og blive tilbudt noget
andet end forventet. Den usikkerhed har vi fjernet fuldstændigt,” siger Anders Vandsted Sloth, indehaver af Oscar Biludlejning i Aalborg Lufthavn
Det fremgår også klart af Oscars hjemmeside. Som det ses i billedet nedenfor kan vi allerede ved bestillingen afgøre, hvilken bil vi vil leje.

Det kan formentlig ikke helt undgås, at kunder undtagelsesvis vil få en anden bil. Eksempelvis fordi den lejede bil er blevet skadet eller ikke er leveret tilbage til tiden.
Hvordan adskiller Oscar sig fra konkurrenterne
Når vi lejer en bil hos selskabet, er mange forhold de samme som hos andre biludlejningsfirmaer. Eksempelvis at lejen inkluderer 100 km pr dag. Kørsel derudover skal betales. Men det er muligt at “købe” ekstra kilometer allerede ved reservationen.
Når vi lejer bil hos andre selskaber, kan lejemålet begynde og afsluttes på et vilkårligt tidspunkt. Eksempelvis fra kl. 14.00 til den følgende dag kl. 13.30. Det koster én dags leje. Hos Oscar skal alle biler afleveres inden kl. 9.00. Skal du bruge bilen længere på afleveringsdagen koster det en ekstra dags leje.

Selskabets godt 130 udlejningssteder i Danmark drives af franchisetagere, typisk værksteder og bilforhandlere. Det giver Oscar mulighed for at dække Danmark bedre end nogle af de store biludlejningsfirmaer. Til gengæld kan det bliver sværere at etablere betjente kontorer på andre lokationer end franchisetagerens adresse.
Men nu tager Oscar det første skridt i Aalborg Lufthavn.
Billeje i Aalborg Lufthavn
På lufthavnens hjemmeside kan vi søge efter biler hos de forskellige firmaer. Der er en fælles bestillingsformular, som så vidt vi kan se drives af portalen rentalcars.com.

Det fremgår ikke af siden, at den også søger efter biler hos Oscar. Og der kommer heller ikke forslag på leje af biler fra selskabet. Det kan naturligvis skyldes der ikke var biler til rådighed – men en mulighed er også, at det ikke er muligt at søge blandt selskabets biler.
Hvis du derfor ønsker at prøve selskabets service, anbefaler vi, at du reserverer bilen via selskabets hjemmeside.
4,5 stjerne på Trustpilot
9 tusinde anmeldelser på Trustpilot giver Oscar 4,5 stjerner. Det er generelt en meget fin vurdering.

Men når vi kikker nærmere på tallene, så fortæller de også en anden historie. Der er forholdsvis mange, der kun giver én stjerne – og dermed med til at trække gennemsnittet ned.
- 78% giver 5 stjerner
- 10% giver 4 stjerner
- 2% giver 3 stjerner
- 2% giver 2 stjerner
- 8% giver 1 stjerne
Denne fordeling giver et lidt uklart billede af vurderingerne. Det ser dog ud til, at mange af de negative anmeldelser stammer fra få udlejningssteder, hvor kunderne har været meget skuffede. Og nogle af anmeldelserne bliver gentaget på Trustpilot, fordi kunden ikke har fået et tilfredsstillende svar fra virksomhedens kundeservice. Men det betyder også, at den negative oplevelse bliver anmeldt flere gange på Trustpilot – og dermed også regnes med flere gange i gennemsnittet.
Hvordan modtager kunderne det nye udlejningsfirma?
Det bliver interessant at se, hvordan passagerne, som lander i Aalborg Lufthavn tager i mod “den nye dreng i klassen”.
Specielt hvilke beslutningskriterier, kunderne lægger vægt på. Hvad har størst betydning i valget af udlejningsfirma:
- Et eksisterende kundeforhold
- Medlemskab af udlejningsfirmaernes egne loyalitetsprogrammer
- Samarbejde med flyselskabernes loyalitetsprogrammer
- Mulighed for at leje bil gennem lufthavnens egen hjemmeside eller andre portaler
- Eller helt andre kriterier?
Artiklen er delvis baseret på en pressemeddelelse fra Oscar.








