Også rekord i Sønderborg

Så starter charterrejsen fra Sønderborg. Foto: Sønderborg Lufthavn

Sønderborg Lufthavn kan ligesom andre danske lufthavne melde om en rigtig god november. Den sønderjyske lufthavn har haft 20% flere passagerer end november 2024.

November blev en historisk måned for Sønderborg Lufthavn. Det blev den travleste november siden før Corona. Mere end 6.800 passagerer rejste gennem lufthavnen. Det svarer til en imponerende fremgang på 20 procent sammenlignet med samme måned sidste år.

Dermed er lufthavnen med i gruppen af danske lufthavne, der har haft en rigtig god november. Vi har tidligere skrevet om de gode trafiktal i København, Billund og Aalborg.

Ser vi på hele året, har over 59.000 rejsende allerede valgt Sønderborg Lufthavn som udgangspunkt for deres rejser. Det giver en samlet vækst på 11 procent i forhold til året før. Denne udvikling understreger, at flere og flere ser fordelene ved at rejse lokalt og nemt.

Det har skabt væksten

Helt overordnet skyldes væksten, at folk har flere penge mellem hænderne og at de har valgt at bruge det økonomiske overskud på flybilletter og charterrejser. Men det hører også med til billedet, at flyselskaberne har udvidet kapaciteten fra de danske lufthavne.

Går vi mere i detaljen, så kan de flotte tal i Sønderborg begrundes med en kombination af flere faktorer. Aktiviteten på ruten til og fra København er steget (fremgangen i Aalborg skyldes også en stor stigning i indenrigstrafikken). Men også afslutningen på chartersæsonen har været stærk, hvor både Alsie Express og Neubauer Turistik har sendt mange rejsende ud i verden. Derudover er det også en tydelig stigning i antallet af tyske passagerer, som vælger Sønderborg Lufthavn.

Foto: Alsie Express

Direktør Jákup Sverri Kass fortæller:“Fremgangen kom lidt bag på os, men efter at have analyseret tallene, kan vi se, at både erhvervsrejsende og ferierejsende i stigende grad bruger lufthavnen. Vi ser også en markant vækst i antallet af tyske passagerer.

Jákup Sverri Kass fortsætter: ”Vi vil fortsat arbejde på at imødekomme erhvervslivets behov og samtidig udvikle inbound turisme. Med åbningen af Center Parcs Nordborg Resort har vi fået nye muligheder for at tiltrække gæster, der ønsker at opleve Sønderborg og hele regionen. Det supplerer de mange fantastiske oplevelser, som allerede findes i området”.

Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Sønderborg Lufthavn

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here