Nyt SAS samarbejde giver bedre forbindelser til Spanien

Flyselskaberne SAS og Air Europa er gået sammen for at forbedre forbindelserne mellem Skandinavien og Den Iberiske Halvø. Selskaberne har lavet et codeshare-samarbejde, der giver begge selskabers bedre dækning. SAS’ kunder får bedre adgang til 12 destinationer i Spanien og Portugal. Til gengæld får Air Europas passagerer glæde af SAS’ omfattende skandinaviske netværk.

Det er allerede nu muligt at købe billetter til mange populære spanske feriedestinationer på www.sas.dk. Enten fordi SAS har direkte ruter til destinationerne fra København, Stockholm eller Oslo. Eller fordi SAS sælger billetter, hvor man har en mellemlanding i Amsterdam (og kan flyve videre med KLM) eller i Paris (og kan flyve videre med Air France).

Bedre forbindelser mellem Skandinavien og Spanien

Men med det nye samarbejde med Air Europa vil SAS-passagerer få flere forbindelser til de populære spanske destinationer: Alicante, Barcelona, Vigo, Málaga, A Coruña, Bilbao, Palma de Mallorca, Gran Canaria, Tenerife Norte samt Lissabon og Porto i Portugal. Det sker, når Air Europas flyvninger fra Madrid-Barajas lufthavn til disse destinationer også får et SAS flynummer i det nye codeshare samarbejde.

Med samarbejdet vil Air Europas rejsende få flere rejsemuligheder til Skandinavien, når SAS’ nye direkte ruter mellem Madrid og København lanceres den 11. april 2025. Med den nye direkte rute mellem den danske og den spanske hovedstad vil de rejsende også kunne fortsætte fra København til andre SAS destinationer i Skandinavien, såsom Aarhus, Stockholm, Gøteborg, Oslo, Trondheim, Stavanger og Bergen.

»Vi er glade for at kunne annoncere vores nye codeshare-samarbejde med Air Europa, som giver vores kunder flere rejsemuligheder til Den Iberiske Halvø. Med SAS’ daglige flyvninger fra København til Madrid forbedrer vi forbindelserne mellem Skandinavien og nøgledestinationer i Spanien og videre. Dette samarbejde gør det muligt for både SAS og Air Europa at tilbyde optimale forbindelser og en enestående rejseoplevelse,« siger Paul Verhagen, kommerciel direktør hos SAS.

Fra sommeren vil SAS’ kunder også få adgang til ruter i andre dele af Air Europas netværk, herunder Nordafrika, Caribien og Sydamerika, med destinationer som Marrakech, Punta Cana, Santo Domingo og Salvador de Bahia.

»Denne aftale med SAS vil udvide kundernes valgmuligheder ved at tilføje 20 nye ruter til vores fælles tilbud. Takket være codesharing kan kunderne forenkle deres rejseplanlægning og nyde en ensartet servicekvalitet som følge af vores medlemskab i SkyTeam-alliancen. Vi er sikre på, at dette vil blive en succes for begge flyselskaber,« siger Imanol Pérez, kommerciel direktør hos Air Europa.

Aftalen blev formelt indgået på Fitur, den internationale turismemesse i Madrid, den 23. januar 2025. Air Europe er ligesom SAS medlem af Sky Team. Den nye aftale viser SkyTeams styrke, hvor medlemmerne har mulighed for at udvide deres globale netværk og tilbyde kunderne bedre forbindelse. Med Sky Team samarbejdet kan man tilbyde en ensartet service og kvalitet.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here