Et endnu tættere samarbejde mellem flyselskaber, flykontrol, ground-handlere og Københavns Lufthavn skal mindske antallet af forsinkede fly til gavn for ikke mindst passagerne.
Der er trafikkøer i det europæiske luftrum. Det betyder flyforsinkelser – ikke mindst i de travle sommermåneder.
Efter flere års planlægning har Københavns Lufthavn nu udrullet et stort EU initiativ, der samlet skal sikre en mere effektiv og rettidig afviklingen af flytrafikken i hele Europa.
A-CDM hedder projektet: Airport Collaborative Decision Making. Det gennemføres i en række europæiske lufthavne i disse år.
“Målet med det komplekse A-CDM samarbejde er egentlig ganske enkelt: færre forsinkede afgange og flere ankomster til tiden. Det gavner ikke blot passagerne, men også flyselskaberne og de groundhandling selskaber, der på vegne af flyselskaberne står for f.eks. check-in, boarding og håndtering af baggage i lufthavnen,” siger driftsdirektør i Københavns Lufthavn, Kristian Durhuus.
Et stort puslespil
I Københavns lufthavn er der dagligt mere end 700 ankomster og afgange – et stort puslespil, der kan være svært at få til at gå op, når der er for mange forsinkelser.
For hele puslespillet og informationskæden omkring en flyrejse er meget kompleks – fra piloten til kontroltårnet til lufthavnen og til de groundhandlere, der skal stå klar til at tage imod ankommende passagerer og bagage – og være klar med check-in personale og bagagemandskab, når fly skal afsted, fortæller Teknisk Direktør i Københavns Lufthavn, Christian Poulsen.
”Med A-CDM samler vi al relevant information om hvert enkel flyrejse i et fælles cloud baseret IT system. Det betyder, at flyselskab, flykontrol, groundhandlere og lufthavnen konstant har adgang til samme opdaterede information om alle flyrejserne. Det vil gøre planlægningen og udnyttelsen af ressourcerne langt bedre – både ved ankomster og afgange,” siger Christian Poulsen.
Og det virker. I Heathrow Lufthavn er antallet af forsinkede afgange faldet med 20 procent efter indførelsen af A-CDM systemet.
Og så betyder det højere fælles informationsniveau, at der kan planlægges bedre. Det har reduceret omkostninger for flyselskaber og groundhandlere med 10 procent.
Også et problem at komme for tidligt
Et fly i fast rutefart i Europa kan på en enkelt dag skulle nå 4-6 flyvninger. Her kan blot en enkelt forsinkelse akkumulere sig i løbet af dagen, så flyet ikke kan nå at flyve alle ruter og dermed mister både penge og passagerer.
A-CDM handler dog ikke blot om forsinkelser, men også om rettidighed. Det er ofte et lige så stort problem, når et fly ankommer før tid.
Måske er alle medarbejderne hos groundhandlerne optaget med at tage sig af andre fly. Og ganske ofte er den planlagt gate i lufthavnen ikke klar.
”Det kan forsinke alle led i den store operationelle rejsekæde i lufthavne. Derfor er der f.eks. indført en ny procedure, så de fly, der ankommer til tiden, betjenes først. Princippet kaldes best planned, best served,” fortæller Christian Poulsen.
Det komplekse A-CDM projekt tager typisk omkring mindst fire år at gennemføre. I København er det lykkedes på to et halvt år.
TEKNISK FAKTA
• Systemet er Cloud baseret og udviklet af Amadeus
• Dels en kompleks Sequence Manager, der optimerer afgange og ankomster og brugen af banerne
• Dels en A-CDM portal, der sikrer ”real time” updates af trafikken til alle: flyselskaber, lufthavn, flykontrol og de groundhandlere, der håndterer flyene på landjorden og står for check-in og bagage
• Målet er at reducerer flyforsinkelser og understøtte Eurocontrol´s best practice.