Nye regler for flykompensation på vej i EU

Pax airport

Reglerne for passagerrettigheder og flykompensation i EU er mildest taget en rodet affære, som længe har trængt til en opdatering. Nu ser det dog ud til at der er ændringer på vej i EU261-reglerne, som vi kender dem idag. Europa Kommissionen vil nemlig have nye regler på området.

Ifølge de nuværende EU261-regler, så kan rejsende få op til 600 euro i kompensation, hvis en flyvning er forsinket eller aflyst. Det samme gælder hvis de bliver nægtet boarding på et overbooket fly.

Europa Kommissionen har længe forsøgt at ændre de nuværende regler, så de bliver mere klare og fair. EU261-reglerne er ganske enkelt et juridisk makværk, hvor reglerne for det meste er op til fortolkning af domstolene – og her bliver de fortolket meget forskelligt fra land til land og sag til sag. I praksis har det betydet, at flyselskaberne ofte skal betale kompensation i sager, hvor det måske ikke var hensigten med reglerne. Det har samtidigt ført til at skov at “ambulancejæger”-firmaer, som – på vegne af passagererne – forsøger at skaffe kompensation fra flyselskaberne – mod at beholde en del af pengene selv.

Den kombination har betydet at antallet af sager er steget eksplosivt de senere år.

Læs også: Alt du bør vide hvis dit fly er forsinket eller aflyst

Nyt forslag fra EU-formandsskabet

Det er Kroatien, som har EU-formandsskabet for tiden, der har fremlagt et nyt forslag til en opdatering af passager rettighederne. Iflg. vores oplysninger, så forhandler de for tiden med EU-medlemslandene om at nå til enighed.

Mere rimeligt forslag

Det nye forslag skulle indebære at tidsgrænsen for, hvornår man har krav på kompensation bliver sat betragteligt op. I forslaget lægges der op til at grænserne skal gå ved fem, ni og 12 timers forsinkelse – afhængigt af rejsens længde. I dag er grænserne to, tre og fire timer. Samtidigt vil kompensationen bortfalde i mange tilfælde, hvor der er tale om tekniske problemer.

En meget vigtig ting i det nye forslag er, at passagererne skal have bedre vilkår når det gælder information, forplejning og ombooking når de er strandede i en lufthavn. Samtidigt lægges der op til at der skal være bedre klagemuligheder og ikke mindst konsekvenser for de flyselskaber som ikke overholder reglerne. Målet er at passagererne rent faktisk kan opnå de rettigheder som de har krav på.

De mange grå områder, som findes i lovgivningen i dag skal ligeledes gøre mere klare og præcise.

Her er nogle af hovedpunkterne i det nye forslag:

  • Tidsgrænser for kompensation øges
  • Ekstraordinære omstændigheder skal defineres klart
  • Ensartet tidsgrænse for forplejning, hotel m.v. (care)
  • Klarere regler for “connecting flights”
  • Krav om ombooking til andre selskaber, hvis egne fly ikke kan få passageren frem indenfor 12 timer
  • Krav om information til passagerer så snart en forsinkelse/aflysning kendes af flyselskabet
  • Bedre klagemuligheder
  • Mere gennemsigtighed omkring bagagegebyrer
  • Bedre regler ved bagageforsinkelser

Europa Kommissionen har helt siden 2013 forsøgt at få ændret reglerne på området. Dengang fremsatte de et forslag, som minder meget om det, som er kommet fra det kroatiske formandsskab nu.

Men nu er emnet langt om længe kommet på forhandlingsbordet igen i EU.

Der er dog stadig visse områder, som der primært skal forhandles videre om:

  • Kompensationens størrelse
  • Skal forsinkelser og aflysninger håndteres ens
  • Kompensation for forbindelsesfly

Alt i alt, så lyder det nye forslag ganske rimeligt. Der kan ikke være meget tvivl om at kompensationen til flypassagerer har taget overhånd og er urimelig dyr for flyselskaberne når man sammenligner med andre brancher. Derfor giver det god mening med nye regler, som ændrer grænserne for hvornår man har krav på kompensation.

Samtidigt er det positivt, hvis man får klargjort reglerne, så det ikke er op til retsinstansernes fortolkning, så man får mere ensartet fortolkning i hele EU.

Det vil ligeledes være en fordel for passagererne, hvis reglerne for ombooking med andre flyselskaber bliver klargjort bedre og ikke mindst håndhævet.

Målet med reglerne må – og skal – i første omgang være at få passagererne frem til deres destination hurtigst muligt – og med så få gener som muligt. Sekundært skal det naturligvis koste flyselskaberne, hvis de – af kommercielle årsager – f.eks. overbooker et fly og nægter passagerer boarding.

Totalt set, så lyder det nye forslag meget fornuftigt og i sidste ende kan det også være til passagerernes fordel, at flyselskaberne ikke har en urimelig økonomisk byrde, som man ikke ser i andre brancher.

Vi havde dog gerne set at man havde indbygget i reglerne, at kompensationen for flyselskaber, som ikke overholder reglerne – eller uretmæssigt afviser krav – ville blive højere. Man kunne f.eks. indføre at kompensationen steg 50-100% i de tilfælde et flyselskab afviste et retmæssigt krav, som passageren senere fik medhold i. Det ville presse flere flyselskaber til at overholde reglerne og gøre klageprocessen enklere og hurtigere for passagererne.

Uanset bliver det spændende at følge forhandlingerne om nye passagerrettigheder i den kommende tid. Det er uden tvivl på tide, at reglerne bliver opdateret og mere klare end i dag.

Læs også: Alt du bør vide hvis dit fly er forsinket eller aflyst

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here