Nye lufthavnshoteller på vej i København. Kan det være Hilton-kædens nye hotel?

Hilton fik ikke forlænget aftalen med Københavns Lufthavn om hoteldrift og måtte overgive hotellet til Nordic Choice.

Ikke nok med at Københavns Lufthavn og Nordic Choice vil bygge et nyt lavprishotel tæt ved lufthavnen og omdanne det eksisterende Hilton til et Clarion hotel, så lader det til at der er endnu to lufthavnshoteller på vej i København.

Det er pensionsselskabet PFA, som iflg. Standby.dk, arbejder på at bygge hele to nye hoteller meget tæt på lufthavnen.

”Siden standby.dk i december skrev om vores planer for to hoteller i Kastrup-området, er vi kommet længere med projektet om et hotel tæt på akvariet, Den Blå Planet. Det skal ligge ved Metrostation Kastrup; vi har forhandlet med fem hoteloperatører, nu er to tilbage. Vi arbejder på fuldt tryk med projektet.” siger Michael Bruhn, direktør i PFA Ejendomme til Standby.dk.

De to hoteller skal ligge lige ved Metro-linien, hvor det ene er planlagt kun et stop fra lufthavnen ved Kastrup og det andet på grunden ved siden af det eksisterende Park Inn hotel, som også ligger med meget enkel adgang til lufthavnen.

Om den ene af de to hoteloperatører, som PFA taler med er Hilton-kæden, som måtte afgive det populære hotel ved Københavns Lufthavn til Nordic Choice, melder historien ikke noget om, men det ville være en oplagt mulighed.

Hilton udtalte selv – da det kom frem at de ikke længere skulle drive hotellet i lufthavnen – at de kiggede på nye muligheder i København.

Såfremt Hilton er en af de to partnere, som PFA taler med, så vil det helt klart være positivt for international rejsende til København, som ønsker at bo på en kæde med et mere internationalt præg – og et loyalitetsprogram (samt muligheder for større prisaftaler), der er verdensomspændende.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here