EUs transportministre blev i sidste uge enige om, at ændre reglerne for erstatning ved aflyste og forsinkede flyrejser. Men det kommer til at tage tid, før de træder i kraft. For forslaget skal igennem andenbehandling i Europa Parlamentet (og måske også en tredje behandling, hvis forslaget skal ændres). Så vi kan sagtens komme hen til sommeren næste år, før det nye forslag kan vedtages.
I sidste uge blev EUs transportministre enige om en revisionen af forordningen om flypassagerers rettigheder og om luftfartsselskabers erstatningsansvar.
Transportministrene har forsøgt at udarbejde enklere og klarere regler for flypassagerer, ved at afbalancere en høj grad af beskyttelse for passagerer og samtidig tage hensyn til luftfartssektoren i for EU’s indre marked.
Efter vedtagelsen udtalte Polens infrastrukturminister, Dariusz Klimczak: “Den holdning, der endelig blev vedtaget i dag, imødekommer en indtrængende opfordring fra flypassagerer og luftfartsselskaber om ajourførte, klarere og enklere regler. De reviderede regler giver flypassagererne over 30 nye rettigheder, der gælder fra det tidspunkt, hvor de køber en billet, til de når frem til deres bestemmelsessted og i nogle tilfælde endda efter. Det er en historisk milepæl, da det ikke har været muligt at nå til enighed i de seneste 12 år.”
Den politiske behandling
Europa parlamentet skal nu have det nye forslag (hvilket formentlig sker i september). Derefter skal parlamentet acceptere, justere eller forkaste forslaget. Hvis forslaget accepteret kan det blive vedtaget i slutningen af året. Hvis forslaget til den nye forordning justeres af parlamentet, skal det sendes tilbage til transportministrene, som igen skal diskutere ændringsforslagene – og efterfølgende blive enige med parlamentet on de endelige ændringer. Og så er vi formentlig nået frem til sommeren 2026.

Det har derfor lange udsigter, før justeringerne kan vedtages – hvorefter der vil gå et stykke tid, før ændringerne træder i kraft.
Hvad indeholder det nye forslag?
Der er ingen grund til at botanisere i detaljer i forslaget til ændringer – for der er stadig en længere politisk proces, før ændringerne vedtages. Men i en pressemeddelelse, der blev udsendt efter transportministrenes møde blev de vigtigste rettigheder i den ændrede tekst beskrevet:
- retten til omlægning af rejsen
- retten til bistand
- retten til kompensation i tilfælde af aflysninger og forsinkelser
- retten til information
Men som sagt: EU Parlamentet skal godkende ændringerne, før de kan træde i kraft.
1. Retten til omlægning af rejsen
Luftfartsselskaberne skal tilbyde passagerer en omlægning af rejsen ved førstgivne lejlighed, herunder mulighed for omlægning af rejsen med flyvninger, der gennemføres af andre luftfartsselskaber, eller alternative transportformer, hvor det er relevant.
Hvis et luftfartsselskab ikke sørger for en passende omlægning af rejsen inden for tre timer efter en afbrydelse, kan passagererne desuden selv arrangere en omlægning af rejsen og kræve tilbagebetaling af op til 400 % af den oprindelige billetpris.
2. Retten til bistand
Desuden er retten til bistand (forfriskninger, kost, overnatning) nu klart defineret. Hvis et luftfartsselskab ikke sørger for dette, kan passagererne træffe deres egne foranstaltninger og få refunderet udgifterne efterfølgende.
I tilfælde af forsinkelse på forpladsen har passagererne ret til et minimum af bistand og ret til at gå fra borde efter tre timer.
3. Retten til kompensation i tilfælde af aflysninger og forsinkelser
Under hensyntagen til navnlig Kommissionens konsekvensanalyse foreslår Rådet ajourførte tidsgrænser for kompensation som følge af lange forsinkelser.
Luftfartsselskaber må ikke nægte kompensation på grund af “usædvanlige omstændigheder”, medmindre de beviser, at de har truffet alle rimelige forholdsregler for at forhindre afbrydelser.
Kompensationen afhænger af afstand:
- rejser under 3 500 km og rejser inden for EU: kompensation efter forsinkelser på 4 timer eller mere (300 €)
- rejser over 3 500 km: kompensation efter forsinkelser på 6 timer eller mere (500 €)
Rådets holdning indfører også flere ændringer med hensyn til reglerne for aflysninger, som passagerer kan kræve kompensation for. Passagerer, der underrettes om aflysningen af deres flyvning mindre end 14 dage før afgang, har ret til kompensation. I tilfælde af aflysning skal luftfartsselskabet give passagererne allerede udfyldte formularer, så de kan anmode om kompensation.
Rådet ønsker også at fjerne incitamentet til den i øjeblikket almindeligt anvendte “no-show”-politik. I denne forbindelse får passagerer, der nægtes boarding til en returflyvning, fordi de ikke har foretaget udrejsen, ret til kompensation.
4. Retten til information
Flypassagererne i EU bør blive bedre informeret om deres rettigheder. Luftfartsselskaberne bør overholde strengere oplysningsforpligtelser, herunder oplysninger under reservationen og oplysninger om behandlingen af klager og anmodninger.
Nye bestemmelser indfører strenge frister for flyselskabernes reaktion på passagerernes krav. Passagererne har op til seks måneder fra afbrydelsen til at indgive en anmodning eller en klage til luftfartsselskabet. Der indføres en frist på 14 dage fra indgivelsen af anmodningen, inden for hvilken luftfartsselskabet skal udbetale kompensationen eller give passageren et klart begrundet svar.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra EU Rådet.