Ny SAS lounge i Warszawa

SAS bruger nu Fantazja loungen i Warszawa. Det er en lille hyggelig lounge med både varme og kolde retter. Jeg synes, den er bedre end LOTs store lounge. Og på nogle punkter også bedre end LOTs guldlounge. Så alle mine betænkeligheder blev gjort til skamme.

Jeg har tidligere besøgt den nye lounge SAS bruger i Berlin. Det var en rigtig fin oplevelse. Du kan læse mere om Berlin loungen her.

Da SAS skiftede fra Star Alliance, var der flere kommentarer i vores Facebook gruppe, om hvilken kvalitet vi fremover kunne forvente i lufthavns loungerne. Specielt i de byer, hvor Sky Teams selskaber ikke har deres egne lounger. Nu var det så første gang efter alliance skiftet, jeg skulle rejse med SAS fra Warszawa. En lufthavn, hvor intet Sky Team selskab har deres egen lounge.

Et hurtigt opslag på SAS hjemmeside viste, at SAS bruger to lounger i Schengen området af lufthavnen. Men begge drives af et selskab og SAS betaler bare for at lade gæsterne komme ind. Mange af disse såkaldte tredje parts lounger har en svingende kvalitet.

Oversigten fra SAS hjemmesiden: Lounger i Warszawa

Så jeg havde ikke sat forventningerne højt. De blev så yderligere skruet ned, da det gik op for mig, at SAS flyver fra den gamle del af lufthavnen og at “Fantasja” loungen også ligger dér.

Da jeg fløj til Waszawa for 30 år siden, var det dér vi skulle tjekke ind. Men LOT, Lufthansa og mange andre selskaber er flyttet over i den nye del af lufthavnen, som blev bygget og taget i brug i 00-erne.

Mine betænkeligheder blev gjort til skamme

Det er jo altid svært at se, hvad der gemmer sig bag døren til loungen. Men på skiltet ved loungen, kunne jeg se, at den bruges af flyselskaber i forskellige alliancer. Eksempelvis Finnair (One World), Turkish Airlines (Star Alliance) samt KLM, Air France og SAS (alle i Sky Team). Men man kan også komme ind ved at betale 190 polske zloty (med den nuværende kurs omkring 350 danske kroner). Den pris kan man jo ikke være bekendt at tage for en tynd kop kaffe og et par småkager. Så jeg begyndte at håbe, at loungen måske var bedre, end jeg frygtede.

Da jeg kom ind, blev jeg da også overrasket. En lys lounge med masser af plads mellem de enkelte møbler. Gæsterne sidde slet ikke tæt (som vi eksempelvis gør i SAS-loungerne i København). Vi var totalt 7 personer i loungen, da jeg var der. Og med knap 70 siddepladser, havde jeg en god mulighed for at finde et stille hjørne.

Jeg kan opsummere møbleringen til:

  • 55 siddepladser i lænestole / sofaer
  • 10 siddepladser ved et stort rundt spisebord
  • 4 kontorpladser
  • 7 liggepladser på brikse i et mørkt rum

Vinduerne vender ud mod taxi holdepladsen foran lufthavnen. Der er altså ikke udsigt til forpladsen og flyene.

Mad og drikke

Jeg var i loungen en times tid fra kl. 8.30. Så der var morgenmads servering. De varme måltider var: Omeletter med ost, wienerpølser, pandekager med creme samt croissanter med ost.

Der var fint udvalg af brød samt marmelade og Nutella. Køleskabet have både ost, pølser og andet kødpålæg, sandwichs, cheesecakes og andre kager med creme samt grøntsager og salat i bunden. Salaten og grøntsagerne bliver serveret i portionsglas. Så der er gulerods- og agurkestænger til de passagerer, der gerne vil have vitaminer.

I et andet køleskab finder du portionsanrettet yoghurt med bær og portionsglas med frugtsalat (melon, æble, kiwi, granatæble).

Til den søde tand

Lige efter receptionen står en stor skål med chokolade fra firmaet E. Wedel, der godt kan kaldes det polske “Anthon Berg”. På et stort bord midt i buffeten står skåle med kager, chokolade, vafler og frugt.

Drikkevarer

Du finder et stort udvalg af vand, juice og øl i loungens 4 køleskabe. Hvidvinen og boblerne er sat på køl. En lille håndfuld flasker med rødvin er også til rådighed. Dertil kommer flasker med højere procenter: Campari, rom, gin, cognac og whisky.

En kaffeautomat, hvor gæsterne kan vælge mellem et stort udvalg af de koffeinholdige drikke er efterhånden standard i alle lounger. Også i Fantazja lounge, hvor du naturligvis har et stort udvalg af tebreve. Det varme vand kommer fra en cooker, der også kan give danskvand og koldt postevand.

I et hjørne af loungen er der udstilling af forskellige typer spiritus, som jeg formoder bliver solgt i lufthavnens butikker. Der bliver specielt reklameret for Chopin Vodka, der er en høj kvalitetsalkohol. Mange forskellige smagsvarianter er repræsenteret i hjørnet, der dog også præsenterer whisky af høj kvalitet. Desværre er æskerne tomme – og flaskerne kan man ikke finde i loungen.

På højde med LOTs store lounge

Jeg har tidligere besøgt LOTs store lounge i Warszawa. Både den almindelige lounge, men også guld-loungen, som ligger lidt gemt bag en dør halvejs nede mod endevæggen i den store lounge.

Men jeg synes faktisk, at Fantazja har mad- og drikkevarer, der er på højde med, hvad vi finder i LOTs lounger. Og så er det en klar fordel, at stolene slet ikke står så tæt i Fantazja. Endelig var der ikke så mange gæster, da jeg besøgte Fantazja. LOTs lounger plejer at være godt fyldte.

Jeg var meget glad for mit besøg i Fantazja lounge – og kommer gerne igen. For SAS har virkelig fundet et godt sted til selskabets gode kunder.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here