Ny “SAS” lounge i Berlin

SAS henviser nu sine passagerer til “Lounge Tegel” i Berlin. Det er en af de bedre kontrakt lounger, jeg har besøgt på det seneste.

Jeg er altid glad for at kunne vente i en lufthavnslounge, før mit fly letter. Det giver lidt tid til at slapper af med en kop kaffe og en måske et måltid. Så da jeg skulle hjem fra en week-end i den tyske hovedstad var besøget i loungen næsten en obligatorisk del af hjemturen.

Det var lidt svært af finde indgangen

Loungen ligger lige over for gate B17 i lufthavnens terminal 2. Da mit fly også afgik fra B17, kunne placeringen ikke være mere central for mig. Jeg kunne ikke lige finde loungen – men da der var en meget god skiltning til Lufthansas business lounge lidt længere nede ad gangen, gik jeg derhen. Og blev naturligvis afvist. Så tilbage og prøve at finde Lounge Tegel.

Den eneste skiltning var i gulvet, hvor et logo fra en projektor henviste til en meget anonym dør. Og så kunne man enten tage elevatoren eller trappen en etage op, hvor loungen ligger. Her er der en mere tydelig skiltning.

Trappeskakten op til loungen mindede mere om en nødudgang fra en 50-år gammel fabriksbygning end indgangen til en servicevirksomhed i det 21. århundrede. Der giver jeg 0 stjerner til arkitekturen.

Loungen er åben hver dag fra kl. 5 til kl. 21. Jeg er ikke helt klar over, om jeg kom ind på mit diamant-kort eller plus billetten. Ud over SAS har bl.a Air France og KLM aftale med loungen. Endelig kan du komme ind med “Priority Pass” og en række lignende kort. Men det er naturligvis også muligt at betale 36 euro – det giver også adgang.

Siddepladser

Selve registreringen ved indgangen gik meget hurtigt. Og jeg fandt straks et lille bord, hvor jeg kunne sidde med min kaffe og læse e-mails. Der var forskellige siddeområder – men da loungen var meget fyldt, fik jeg ikke taget mange billeder. Der er et “kantine område”, hvor gæsterne sidder ved borde (det var stopfyldt – så ingen billeder derfra). Et område med 12 små runde cafeborde. Desuden en lille tv-stue med bløde lænestole, en lang sofa (som ingen brugte), nogle små en-mands spiseborde og 4 arbejdskabiner. I alt er der vel 80 – 100 siddepladser.

Internettet virkede fint (jeg skulle også bare læse e-mails). Jeg fik aldrig tjekket antallet af stikkontakter. Men der var i hvert fald ingen i cafe området, hvor jeg sad. Der var et par stykker ved den lange sofa. Så hvis du mangler strøm til mobilen eller den bærbare, så kan det sagtens lade sig gøre at få dem ladet op.

Fint udvalg af mad

Jeg var meget glad for udvalget af mad: En kold buffet med ost, pålæg og salat, Chili con carne med ris, røde pølser (som kunne nydes med brød eller kartoffelsalat fra den kolde buffet) samt chips, nødder og slik.

Når gæsterne havde tømt fadene eller gryden med chili con carne, blev der hurtigt fyldt op. Jeg var yderst tilfreds.

Drikkevarer

Der var også et fint udvalg af kolde drikkevarer: Øl, vin, vand og juice. Det er et stykke tid siden, jeg har set så mange forskellige flasker likør og spiritus i en kontrakt lounge (men dem har jeg heller ikke besøgt mange af de seneste par år). Endelig kunne man lave en kop kaffe eller te. Så der var meget mere, end jeg kunne nå at smage.

Møde for op til 8 deltagere

Loungen har også et lille mødelokale. Der er plads til 8 personer og receptionen oplyste, at det koster 115 euro at leje mødelokalet i en time. Mødelokalet har en skærm – så det er muligt at vise præsentationer. Men der er ingen flip-over eller white board. Noget jeg nok ville savne ved et møde, hvor vi skulle brainstorme.

Bad

Det er muligt at tage et bad. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om du skal betale ekstra for at komme under bruseren. Anmeldelser på Google nævner dog, at du skal betale 15 euro for at få udleveret håndklæder.

Det skriver andre om loungen

Du kan finde flere oplysninger på loungens hjemmeside: BER Lounge Tegel – Tooltip. Desuden har Google 85 anmeldelser, der i gennemsnit giver 4 stjerner: Dem kan du læse her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here