Ny lounge åbnet i Aalborg Lufthavn

Aalborg Lufthavn har lige åbnet den nye Airport Lounge. Den er en markant opgradering af den tidligere lounge og vil løfte oplevelsen for både ferie- og forretningsrejsende.

– Vi går ind i sommersæsonen med stor optimisme. Der er god aktivitet i lufthavnen og store dele af sommerprogrammet er kommet godt i gang, hvor påskeferien har sat ekstra fart på ferietrafikken i de sidste dage af marts. Samtidig kan vi i dag åbne vores helt nye Aalborg Airport Lounge. Det er en vigtig milepæl for os og et tydeligt bevis på, at vi er klar til en travl sæson med endnu flere rejsende og endnu bedre rammer, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

Aalborg Airport Lounge har gennemgået den største renovering og udvidelse nogensinde og rummer nu 668 m² eksklusiv rejsestemning i hyggelige omgivelser.

Dobbelt så meget plads

Den nye lounge er udvidet fra 104 til mere end 200 siddepladser. Ambitionen har været at skabe et endnu bedre sted at opholde sig før afrejse uden at gå på kompromis med den stemning, hygge og service, som loungen allerede er kendt for.

– Vi har ønsket at skabe et endnu bedre sted at lande, før man letter. Den tidligere lounge kunne ikke følge med den stigende efterspørgsel. Nu kan vi byde vores gæster velkommen i en lounge med markant mere plads og endnu bedre faciliteter, men stadig med den samme nærværende service og gode stemning, som mange forbinder med Aalborg Lufthavn. Det er et løft, som passer perfekt til den sommersæson, vi går ind i nu, hvor charterprogrammet også snart går i gang. Alle kan købe adgang til loungen – hvad enten man er forretningsrejsende, der ønsker at arbejde inden afgang eller børnefamilien, der vil starte ferien med ekstra ro på, siger Niels Hemmingsen.

Åbningstider

Loungen er åben alle dage fra kl. 04.30 og indtil dagens sidste afgang.

Loungens udbud

Loungens service inkluderer:

  • Gratis varme og kolde drikke
  • Hvidvin, rødvin, lokale og internationale øl, kaffe og te
  • Forfriskende kildevand, juice, sodavand, etc.
  • Morgenbitter – Gammel Dansk, 1-Enkelt og lignende
  • Snacks, brød, pålæg, salat etc.
  • Små kolde tapasanretninger
  • Gratis WIFI og mulighed for opladning
  • Gratis aviser og magasiner samt TV

Sådan kommer du ind i loungen

SAS og KLM/Air France har en aftale med loungen om at kunne invitere deres bedste kunder og rejsende på de dyreste billetter. Vi har tidligere skrevet om SAS aftalen med loungen i Aalborg og Billund. Desuden kan vi komme ind på enten Priority Pass eller DragonPass.

Endelig kan man købe adgang på afrejsedagen ved skranken i loungen. Der er gratis adgang for børn til og med 2 år. Alle andre må betale:

  • 229 kr. for 3 timer
  • 279 kr. for 4 timer
  • 329 kr. for 5 timer

Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Aalborg Lufthavn og information om loungen på lufthavnens hjemmeside.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here