Er du hurtig og lejer bil hos Avis kan du få det dobbelte antal niveau- og bonuspoint. Der er snart en sådan kampagne hele tiden.
Avis kampagner med dobbelt op på pointoptjeningen til EuroBonus falder som perler på en snor. Nu er der igen kampagne. Det har der faktisk været et stykke tid, men det er gået hen over hovedet på mig – for den tidligere tilsvarende kampagne sluttede d. 18. januar. Og kampagnen før den løb fra 23. oktober til 20. november.
Kampagnen kort
Bilen skal reserveres senest 31. januar og lejeperioden kan løbe helt frem til 18. december 2026. Betingelserne hos Avis er de velkendte:
- Bilen skal lejes i mindst 3 dage
- Den skal være i mindst mellemklasse (så de små biler er ikke med i kampagnen).
- Bilen skal reserveres via SAS salgskanaler, eksempelvis denne side.
- Der kan højst modtages kampagnepoint for 3 lejemål.
- Kampagnen gælder ikke for leje af biltyperne “Prestige” og “Van”. Vi optjener heller ikke point på Chaufførservice eller det som kaldes månedlige udlejninger. Vi gætter på, der menes leasing aftaler.
Kampagnen gælder for alle udlejning steder i Europa, Mellemøsten, Afrika, Asien og Nordamerika.
Eurobonus medlemmer med guld-, diamant- eller pandionkort optjener 3.000 bonuspoint og 1.500 niveaupoint. Medlemmer på basis- eller sølvniveau får 2.000 bonuspoint og 1.000 niveaupoint.
Vores råd er, at du er logget ind på din EuroBonuskonto, når du reserverer bilen. Det skulle være med til at sikre, at du får det rigtige antal point.
Er der fejl på siden?
Denne gang ser det ud til, at der er fejl på bestillingssiden – for den viser ikke det dobbelte antal point. Kun normaloptjeningen.

Tjek priserne – point kan købes for dyrt
Priserne på leje af bil varierer. Der er forskel på priserne på de forskellige bestillingssider. Nogle af medlemmerne i vores Facebook gruppe nævner, at reservation via SAS giver højere priser. Det har vi ikke tjekket – og vi formoder også, at eventuelle prisforskelle kan afhænge af, hvor du lejer bilen og lejeperiodens længde. Vores råd er derfor, at du tjekker priserne på forskellige portaler. Så kan du altid regne dig frem til, om du betaler en overpris for at modtage EuroBonus point – og i givet fald, hvad de koster.
Men det er også vigtigt, at du tjekker betingelserne. Herunder, om du kan fortryde lejemålet (det kan på bestillingerne via SAS), hvilke forsikringer du betaler for og om der er andre forskelle i betingelserne, som kan begrunde en eventuel prisforskel.
Artiklen er baseret på oplysninger på denne side.








