Som vi kunne skrive allerede i sidste uge, så har SAS fra idag genindført servering ombord på flyene på kortruterne, men de har ligeledes udvidet med et bedre udbud af mad og drikke i SAS loungerne.
Noget mange har efterlyst under pandemien har været at kunne slappe af i loungen med et glas vin, men det har dog ikke været muligt hidtil – da SAS havde valgt at fjerne al servering af alkohol i loungerne. Men nu er der gode nyheder til dem som ønsker et glas vin eller en øl til maden.
Fra idag – d. 1. juni 2021 – genintroducerer SAS nemlig servering af vin, øl samt et bedre udvalg af mad i SAS loungerne i København, Oslo og Stockholm.
I disse lounger vil der fra idag været et større udvalg af mad, som en buffet. Denne vil være suppleret med individuelt indpakkede tallerkener med sandwich, salater m.v. Derudover vil der også igen blive serveret øl og vin.
SAS lukkede alle sine lounger i midten af marts 2020 da flytrafikken stort set stoppede helt op. På baserne i København, Oslo og Stockholm blev loungerne dog genåbnet i starten af september måned 2020, men har siden da haft et ganske begrænset udvalg af mad ligesom SAS ikke har serveret alkohol.
SAS har endnu ikke meldt ud hvornår deres øvrige lounger i f.eks. USA vil genåbne.
Husk også på at hvis du vil besøge SAS loungen i København, så skal du have et såkaldt Corona-pas eller en negativ test. Også selv det ikke kræves for at rejse til din destination. Det skyldes at danske myndigheder har indført krav om dette for at besøge restauranter, som lounger bliver kategoriseret som.