Ekstra gebyrer for sædevalg, bagage og meget mere er efterhånden blevet udbredt hos luftfartsselskaberne. Men har du lidt bonuspoint på kontoen, så kan du nu bruge dem på at betale for sædevalg hos British Airways i stedet for at måtte punge ud med kontanter.
Det kan blive en dyr fornøjelse at tilvælge nogle af flyselskabernes ekstra gebyrer og gebyrerne bliver der bare flere og flere af. I praksis betyder det at hvis man har et favoritsæde eller vil have 100% sikkerhed for at sidde sammen med sit rejsefølge, så vælger mange at betale for at forhåndsreservere sæde når de skal rejse. Og med gebyrer, som let sniger sig op på flere hundrede kroner per flyvning per person, så kan de blive en dyr fornøjelse.
Men ønsker du ikke at bruge kontanter til at betale for sædevalg, så åbner British Airways nu op for at du kan betale med dine bonuspoint – eller Avios, som British Airways kalder dem.
Man kan selv vælge om man vil betale hele eller dele af beløbet med sine point.
I praksis gælder dette tilbud mest for basismedlemmer. Har man bronze, sølv eller guldstatus hos British Airways, så kan man stadig vælge sæde uden at betale for det.
Ikke-medlemmer eller medlemmer uden status har stadig mulighed for at vælge sæder – uden at betale – når check-in åbner 24 timer før afgang. Vær dog opmærksom på at hvis du rejser på en såkaldt “basic fare” – altså selskabets billigste billetter, som heller ikke inkuderer bagage, så er det ikke muligt at vælge sæde ved check-in. Her skal man altså betale eller nøjes med det sæde man automatisk bliver tildelt.
Rejser man som en familie med børn, så vil British Airways dog stadig forsøge (ikke garantere), at man kan sidde sammen og vil få allokeret sæder nogle dage før afrejse. De understreger dog at sæderne kan være fordelt på begge sider af en midtergang eller på flere rækker. Børn under 12 år vil dog altid blive placeret sammen med en voksen på samme booking.