Norwegian starter forsigtigt med at indføre gebyr for prioriteret boarding

Foto: Cato Lien

Det er en kendt sag, at flyselskaberne leder med lys og lygte efter nye tjenester de kan tage betalt for – eller at indføre gebyrer på nogle af sine tjenester. Det er ikke længe siden, at vi skrev om at Norwegian vil tage et gebyr for at vælge sæde – også selvom du gør det ved check-in i lufthavnen – og nu kommer næste mulighed for at betale lidt ekstra.

Vi kender det fra SAS og andre flyselskaber. De har prioriteret boarding for sine bedste kunder. Dem med guldkort og højere – eller hvis du flyver på Plus eller Business Class. Dette er bl.a. en af fordelene ved at være en god kunde. Nu følger Norwegian efter – men her er det mod ekstra betaling.

For en pris på 5 Euro – eller omkring 40 kroner, så kan du betale dig frem i køen og komme ombord som en af de første. Foreløbigt gælder dette som en test fra nogle udvalgte lufthavne – nemlig Molde, Haugesund, Kristiansand og Ålesund i Norge.

Vi stillede kommunikationschef hos Norwegian, Lasse Sandaker-Nilsen nogle spørgsmål i denne forbindelse. Blandt spørgsmålene var bl.a. om dette er noget som bliver rullet ud til de øvrige lufthavne, som Norwegian flyver til, om der planlægges flere nye gebyrer hos Norwegian og om dette i fremtiden bliver en af fordelene i Norwegian Rewards, så deres mest loyale kunder slipper for at betale for dette.

Han svarede os følgende:

 

“Vi oplever at en del rejsende ønsker at sikre sig muligheden for at gå ombord først. Derfor tilbyder vi, som en række andre flyselskaber, rejsende som ønsker at gå om bord først muligheden for dette mod at de betaler et lille ekstrabeløb for denne valgfrie tjeneste. Vi har indført tjenesten som en test i lufthavnene i Molde, Haugesund, Kristiansand og Ålesund, og vil vurdere gradvis udrulning i vores rutenet efterfølgende. Det er ikke rigtig at sige at vi indfører gebyrer. Et gebyr er et beløb du bliver tvunget til at betale, men denne tjeneste og for eksempel bestilling af dit favoritsæde, er en valgfri tjeneste som du selv vælger at benytte dig af mod at betale lidt ekstra. Fordelsprogrammet Norwegian Reward har nu godt over syv millioner medlemmer og vi vurderer løbende nye «fordele» til loyale kunder.”

Vi indrømmer nok at prioriteret boarding kan ses som en ekstratjeneste, men der er ingen tvivl om at dette blot er endnu en i rækken af tjenester, som Norwegian har sat en pris på og som kommer i tillæg til billetprisen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here