Der kommer gode nyheder fra Billund. Norwegian begynder at flyve til London. Wizz Air åbner nye ruter til den Litauiske hovedstad Vilnius samt de polske byer Gdansk ved Østersøen og Katovice i det sydlige Polen
De har knoklet i Billund Airport for at tiltrække nye ruter. Det er også nødvendigt, når rejselysten i lufthavnens naturlige geografiske område skal stilles. For konkurrenterne ligger ikke så langt væk. Aarhus er et klart alternativ for rejsende fra Midtjylland, København kan sagtens trække rejsende fra Fyn og den østlige del af Sydjylland. Og Hamborg er jo ikke langt væk for sønderjyderne. Læg dertil, at Sønderborg Lufthavn også har planer om at ekspandere og vil byde på spændende charter destinationer allerede fra sommeren 2025.
Så andre lufthavne står naturligvis klar til at fylde hullet efter Ryanair har trukket sig fra Billund. Ryanair fløj trods alt hver tredje af lufthavnens knap 4 millioner passagerer.
London
Det har været populært at flyve fra Billund til London. Ryanair havde 2 -3 daglige rotationer til Standsted. Men den rute bliver nedlagt i slutningen af marts. Dermed bliver passagererne fra Midtjylland fristet af at benytte de direkte ruter fra Aarhus Lufthavn (hvor Ryanair har 4 ugentlige afgange). Passagerer i det sydlige Jylland vil måske foretrække de direkte afgange fra Hamborg. De direkte ruter fra den Nordtyske lufthavn betjenes bl.a. af British Airways, easyJet, Wizz Air, Ryanair og EuroWings). Men det er naturligvis også muligt at flyve fra Billund til London med en mellemlanding i eksempelvis München, Frankfurt, Amsterdam, Paris eller København (når SAS åbner indenrigsruten).

Derfor regner jeg også med, at den nye Norwegian rute blive populær. Selvom det ikke kan forventes, at Norwegians 6 ugentlige afgange fuldt ud kan erstatte Ryanairs 15+ ugentlige afgange. Så rejsende til London vil stadig skulle finde andre ruter. Og går man efter en storbyferie, så skal man måske også kikke efter andre interessante rejsemål. Selv efter Norwegian begynder at flyve fra 30. juli.
Med Wizzair til Polen
Det ungarske lavprisselskab Wizzair åbner to nye ruter til Polen. Fra 30. juni flyver selskabet til østersøbyen Gdansk 3 gange om ugen. Byen har knap en halv millioner indbyggere og er en af de gamle hansestæder (altså en by, der var med i handelssammenslutningen Hanseforbundet fra 1300 – 1600). Med andre ord, er det en by, der emmer af historie og kultur. Du kan let få tiden til at gå under en forlænget week-end i Gdansk.

Wizzairs anden nye rute går til Polens 10. største by, Katowice. Det er en spændende by i det sydlige Polen, som blev grundlagt i 1600 tallet. De store kulforekomster i området gav basis for en kraftig industrialisering og gjorde, at byen udviklede sig meget. Nu er byen kendt som områdets handels- og kulturcenter.
Wizzair begynder at flyve til Katowice 3 gange om ugen – men først, når selskabet går over til vinterprogrammet i slutningen af oktober 2025.
Litauens hovestad, Vilnius
Fra 3. juli vil Wizzair også flyve til Litauens hovedstad, Vilnius. Wizzair vil flyve 2 gange om ugen. Vilnius er en rigtig charmerende gammel by. Det er oplagt at tage en storbyferie i Vilnius – eller rejse videre ud i Litauen for at opleve det spændende land.

Selskaberne mangler fly
Det er meget fint, at lufthavnen forsøget at få flere selskaber til at åbne nye ruter. Men jeg gætter på, at Billund Airport også arbejder på at få ruteselskaberne til at øge kapaciteten på eksisterende ruter. Enten ved at indsætte større fly eller øge antallet af afgange. Men det bliver ikke let
Vi har tidligere skrevet om, at der er mangel på fly. Så de forskellige selskaber skal naturligvis nøje regne på, hvor de bedst kan udnytte den knappe kapacitet. På den baggrund er det faktisk noget af en præstation, at det er lykkedes Billund Airport at tiltrække flere selskaber og få dem til at åbne nye ruter eller genoptage ruter, de tidligere har fløjet. Et eksempel herpå er Vueling, der begynder at flyve til Barcelona.
Det bliver under alle omstændigheder interessant at se, hvordan den nye situation i Billund lufthavn vil påvirke ferie- og rejsemønstret i området. For den store reduktion i antallet af udbudte sæder vil betyde noget for folks rejsemuligheder. Vil de rejsende i stigende omfang benytte sig af andre rutefly og charterrejser fra Billund, vil de søge mod andre lufthavne eller vil flyrejsen blive erstattet af andre ferieformer? Jeg gætter på, at det bliver en blanding – men det ved vi nok først mere om efter sommeren 2025