Norwegian har modtaget sin første Airbus 320neo

Norwegians helejede datterselskab Arctic Aviation Assets (AAA) modtog i dag sin første Airbus 320neo. Dette er det første af 70 320neo-fly, som Norwegian har i bestilling. Det er også det første af i alt 12 fly, som skal leases ud til flyselskabet HK Express i Hong Kong.

”I dag er en vigtig milepæl for Norwegian. Dette er det første af mange Airbus-fly, som selskabet har i bestilling, og i løbet af de næste år vil vi modtage mange flere. Vi ser frem til at samarbejde med Hong Kong Express og levere moderne og brændstofeffektive A320neo-fly til deres operation”, siger Tore Jenssen, direktør for AAA.

Norwegian vil selv flyve større Airbus-fly

Mens ærkekonkurrenten SAS har sat to Airbus A320neo i produktion indenfor kort tid, så har Norwegian ikke planer om at bruge disse fly til deres egne passagerer. A320neo skal nemlig udlejes til andre selskaber.

Norwegian planlægger også selv at operere Airbus-fly. Tidligere i år indgik selskabet en aftale om levering af 30 fly af typen A321 Long Range, som er en større flytype end A320neo samt har længere rækkevidde. De 30 fly er en del af den store ordre på 100 fly, som blev indgået i 2012. Efter planen vil AAA få leveret otte fly af typen A321 Long Range i 2019, og de øvrige 22 bliver leveret i løbet af de påfølgende år.

A321 Long Range er verdens længstrækkende ”single aisle”-flytype. Det har plads til omkring 220 passagerer. Samtidig er flyet meget brændstofeffektivt med høj komfort for passagererne. Det passer godt ind i Norwegians ekspansionsplaner, da flyet vil have en rækkevidde, som eksempelvis åbner op for ruter mellem østkysten af USA og en række lufthavne i Skandinavien og andre steder i Europa. Flyet vil også kunne operere mellem Skandinavien og dele af Asien samt flyve mellem Europa og nye markeder i Sydamerika.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here