Det bliver lettere for nordjyderne at komme til London, når Norwegian den 2. april 2026 begynder at flyve til London Gatwick fra Aalborg. Ruten flyves to gange ugentligt – torsdage og søndage. Det gør ruten attraktiv for både fritids- og erhvervsrejsende.
Norwegian er godt i gang med at fylde hullerne efter Ryanair for et lille års tid siden forlod Billund og Aalborg. Fra 2. april begynder Norwegian at flyve mellem Aalborg og London Gatwick. Så nu skal nordjyderne ikke længere rejse via København eller lette fra en af de andre jyske lufthavne.
London er stadig en af de mest populære europæiske storbyer for danskerne. Ruten henvender sig både til fritidsrejsende, der ønsker nem adgang til storbyoplevelser, kultur og shopping, og til erhvervsrejsende med behov for hurtige og effektive forbindelser til det britiske marked.
– London er en yderst efterspurgt destination blandt vores rejsende, og vi er meget glade for, at vi sammen med Norwegian kan genåbne ruten. Det er en markant styrkelse af vores udbud af ruter og en vigtig forbindelse for både turisme og erhvervsliv i Nordjylland, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen og fortsætter: – Med afgang fra Aalborg først på aftenen både torsdage og søndage samt hjemrejse fra London om eftermiddagen, kommer det både de fritidsrejsende og de erhvervsrejsende til gode.
Norwegian forstærker deres ruteudbud fra Aalborg
Med London på programmet forstærker Norwegian deres aktiviteter fra Aalborg, hvor de i forvejen har flere daglige afgange til København. Desuden flyver Norwegian fra Aalborg til populære feriedestinationer som Malaga, Mallorca, Nice, Alicante og i vintersæsonen Tenerife og Madeira.
– Vi er meget glade for, at vi nu kan imødekomme den store efterspørgsel på en direkte forbindelse mellem Aalborg og London. Ruten sikrer en hurtig og smidig rejse mellem Nordjylland og en af danskernes mest populære destinationer – uden mellemlandinger og spildtid. Samtidig styrker ruten vores tilstedeværelse i Jylland og vores ambition om at styrke og forenkle tilgængeligheden gennem direkte ruter for alle danskere på begge sider af Storebælt, siger Sara Neergaard, Country Director for Corporate Affairs for Norwegian i Danmark.
Første afgang: Anden april
Den første afgang bliver skærtorsdag, den 2. april, hvilket giver mulighed for at booke en storbyferie til London allerede i påskedagene eller med afrejse påskesøndag og dermed forlænge påskeferien.
– Der er ingen tvivl om, at der har været en kæmpe efterspørgsel på den direkte rute til London – både på erhvervssiden og fra de fritidsrejsende. Vi har fået rigtig mange henvendelser på, hvornår vi igen kan tilbyde Aalborg-London, og med de attraktive priser Norwegian lægger ud med, er jeg overbevist om, at ruten vil blive skudt godt i gang, slutter Niels Hemmingsen.
Norwegian har lagt flybilletterne til salg på deres hjemmeside. De billigste enkeltbilletter (Low fare) kan købes fra 299,-. Skal du have en kuffert eller håndbagage med, må du enten købe en dyrere billet eller betale for denne ydelse
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Aalborg Lufthavn








