Mens reglerne for brug af smartphones, tablets og laptops på flyet er blevet løsnet hos mange flyselskaber, der samtidig tilbyder bedre Wi-Fi ombord – er der stadig én ting, man ikke må med sin mobil på flyet. Det er at tale i telefon.
Den situation ser heller ikke til at ændres foreløbig, selvom man jo i princippet kan foretage Skype opkald, hvis internet forbindelsen på passagerflyet er god nok.
De to amerikanske myndigheder FAA (Federal Aviation Administration) og FCC (Federal Communications Communication) har puslet med ideen om at tillade mobiltelefon opkald på passagerfly i flere år uden at kunne blive enige om en løsning.
Teknisk set er der nemlig intet i vejen for, at et passagerfly kunne omdannes til en kæmpestor telefonboks med flere hundrede personer, som taler i munden på hinanden.
Sagen er bare, at hverken flyselskaber eller mange medrejsende er særligt begejstrede for at få en kabine, hvor snesevis af passager pludrer lystigt eller diskuterer højlydt i telefonen. Sikke en kakkofoni der kunne komme ombord.
Nu ser det imidlertid ud, som om FCC og FAA er blevet enige – om at sige nej. I hvert fald har FCC’s formand Ajit Pai netop udsendt en pressemeddelelse, hvor han bl.a. skriver følgende:
“I stand with airline pilots, flight attendants, and America’s flying public against the FCC’s ill-conceived 2013 plan to allow people to make cell phone calls on plane. I do not believe that moving forward with this plan is in the public interest. Taking it off the table permanently will be a victory for Americans across the country who, like me, value a moment of quiet at 30,000 feet.”
Hvad de amerikanske luftfarts-myndigheder beslutter, bliver normalt taget ad notam – og fulgt – af de fleste flyselskaber verden over.
Derfor skal vi nok nøjes med at være glade for, at de trådløse internet forbindelser bliver bedre og bedre hos mange flyselskaber – selvom man skal betale for adgangen hos nogen og får Wi-Fi gratis hos andre.
Intime telefon samtaler med samleveren, diskussioner med vennerne eller højrøstede drøftelser med kolleger og kunder må vente, indtil flyet er landet.
Denne artikel er fra vores søsterside, Trendsandtravel.dk – der dagligt skriver om rejser, trends og gadgets.