Mine rejser: Gonzalo Peluffo – Sales Manager Norway for Aeroflot

I vores sommerserie “Mine rejser” præsenterer vi i dag Gonzalo Peluffo som er Sales Manager Norway for Aeroflot. Vi tog en sommersnak med ham om hans sommerplaner og andre gode råd han vil give os med til at rejse smartere.

Her ser du Gonzalos svar og billeder fra årets ferie:

Hvilke sommerferieplaner har du i år?
Jeg har været heldig i år og fået oplevet to fantastiske og helt forskellige øgrupper, først Maldiverne med mine børn og så Lofoten med en god ven.

På Maldiverne blev det til meget snorkling og dykning, til trods for at koralrevet er blegnet en del pga. varmen, men de seneste år har forholdene været meget gode, god sigt, lidt strømme og meget, meget liv. Vi fik set tusindvis af fisk, skildpadder, rokker, moræner og flere hajer.
I Lofoten var jeg utrolig heldig med vejret, 25 grader og sol hver eneste dag. Jeg lejede en bil og fik set det meste af, hvad øgruppen har at byde på; fjeldture, ribture, utrolige flotte strande, dejlige fiskeretter og en naturoplevelse uden lige. Jeg prøvede endda undervandsjagt og i Lofoten fik jeg anledning til at dykke i det klareste vand jeg nogensinde har set. Resultatet blev 4 mellemstore flynder som endte på grillen.

Hvad er dit favorit rejsemål?

Der er mange på listen men Brasilien tager førstepladsen, jeg elsker det land og alt det har at byde på. Det er meget varieret, en herlig blanding af kulturer og racer. Menneskerne er varme og meget lette at komme i kontakt med, maden er udsøgt og naturen vildt og smukt.

Hvilken rejse har været din bedste nogensinde?

Syv måneders backpackertur gennem Brasilien da jeg var 21 år. Fra Iguazu i syd langs den syvtusind kilometer lange kyst, gennem Amazonas og til Boa Vista ved grænsen til Venezuela. Uforglemmelig!

Hvis du helt frit kan vælge, hvor går din drømmerejse til?

Jeg har altid drømt om at sejle jorden rundt og tilbringe meget tid i Stillehavet, helst under vand med masken på, et stop på Påskeøen i Chile er et must.

Hvad er dit bedste rejsetips til at gøre dine rejser smartere?

Planlæg ikke alt for meget på forhånd, der skal være plads til spontanitet når man rejser. Jeg synes det ukendte ved at rejse er meget spændende og lidt af pointen med at komme væk og opsøge nye steder er at opleve nye ting, møde nye mennesker og føle sig fri.

Hvad er dit bedste tip til at få mest ud af feriebudgettet?

Drop hotellet, lej et hus eller en lejlighed hvor du kan lave mad derhjemme.

Hvilken destination bør alle have på deres bucketlist og opleve?

Brasilien som nævnt ovenfor, Rio er den smukkeste by i verden. Men glem ikke Norge! Vanvittigt meget fint at opleve herhjemme også.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here