Lavprisselskabet Vueling overtager Ryanairs rute fra Billund til Barcelona. Det kunne vi i går læse på dr.dk. Men dette er en sandhed med modifikationer.
Ryanair har fyldt meget i Billund Lufthavn. Selskabet har fragtet hver tredje af lufthavnens passagerer. Og fløjet på 26 ud af lufthavnens 120 ruter. Så når Ryanair trækker sig helt fra Billund, så har det store konsekvenser. Det har vi eksempelvis skrevet om i denne artikel.
Derfor arbejder lufthavnen også målrettet på at få andre flyselskaber til at fylde hullerne ud efter Ryanair har trukket sig.
Vueling flyver til Barcelona
Så man er naturligvis glad for, at Vueling begynder at flyve to gange om ugen med start 21. juni. Men med til historien hører, at lige nu har Ryanair 3 returflyvninger om ugen – og Vueling har to returflyvninger hver uge mellem Billund og Barcelona. Men Vueling har valgt at drosle ned, så der er kun en ugentlig returflyvning i marts. Den sidste flyvning med Vueling er søndag d. 23 marts. Så lukker Vueling ruten.

Men når Ryanair trækker sig, så kommer Vueling tilbage med 2 ugentlige afgange. Fra 21. juni.
Det er naturligvis flot, at det er lykkedes Billund Lufthavn at få Vueling til at komme tilbage på ruten. Det er også flot, at det er lykkedes at få ruten etableret med så kort varsel. Specielt når mange flyselskaberne er presset på deres kapacitet og mangler fly. Men selskabet har altså allerede erfaring på ruten.
Det tager tid at finde andre til at overtage ruterne
Danmarks Radio har spurgt Kommunikationsdirektør i Billund Lufthavn, Jesper Klausholm, om de kan finde andre selskaber til at fylde hullerne efter Ryanair. På det spørgsmål svarer han til DR: “Udsigten til at få dem tilbage er gode, men tidshorisonten er anderledes. Det kommer til at tage både et og to år, før vi er fuldt tilbage igen – i hvert fald”.
Men nu bliver ruten fra Billund til Barcelona betjent af Vueling. Du kan allerede nu købe billetter til afgangene i juni på selskabets hjemmeside.