Marriott Bonvoy. Køb point med 30% bonus.

Marriott Bonvoy har sommerudsalg: Køb point til din konto og få 30% bonus. Det er ikke et rigtigt godt tilbud – men hvis du allerede nu ved, hvad du vil bruge pointene til, så er det med at slå til. I hvert fald, hvis du får en højere indløsningsværdi, end du betaler. Du skal også købe point, hvis din konto har været inaktiv i knap 2 år – for alle dine point på kontoen forældes, hvis der ikke har været aktiviteter i 24 måneder.

Marriott Bonvoy følger efter de andre hotelkæder, der også sætter point på tilbud. Jeg har tidligere skrevet om Hilton Honors og IHG, der begge giver 100% bonus. Marriott Bonvoy er knap så gavmilde. Loyalitetsprogrammet giver “kun” 30% bonus. Men det skyldes også, at Marriott Bonvoy i forvejen sælger pointene til en mere rimelig pris end de andre programmer.

Kort om “udsalget”

Marriott Bonvoy sælger normalt point i blokke på 1.000, som koster 12,50 USD. Der er ingen rabat på storkøb, så prisen er den samme, hvad enten du køber 1.000 point eller 150.000 point (der er det maksimale antal, du kan købe). Point sælges på denne side.

Indtil 16. juli får du en bonus på 30%, hvis du køber mindst 2.000 point. Eksempelvis: Køb 10.000 point, få yderligere 3.000 point i bonus. Og betal 125 USD for det hele. Det giver en pointpris på 0,96 cent.

Er det en god pris?

Det er svært at sige, om du gør en god handel ved at købe point til knap 1 cent. Jeg har tidligere regnet mig frem til, at point reelt kun er det halve værd for mig. Se denne artikel. Men en søgning på Google viste, at nogle af de internationale sider anslår, at point har en værdi på mellem 0,6 og 0,7 cent (se eksempelvis denne artikel) – bortset fra, når du bruger pointene på bonusovernatninger på “High end international resorts”. Så er værdien 0,92 cents. En anden analyse når frem til, at pointene er 0,9 cent værd. De to analyser er lavet i henholdsvis februar og maj 2025.

Så med mindre du allerede har planlagt at bruge pointene til et bonusophold, hvor du får en noget højere værdi end pointenes købspris, så må jeg fraråde dig at købe point. Det er i hvert fald en dårlig forretning at købe point nu og bruge dem senere på bonusophold, hvor indløsningsværdien er væsentlig lavere end dagens købspris.

Endelig må jeg gøre opmærksom på, at det altid kan være lidt vanskeligt at fastsætte pointenes værdi ud fra “kontant prisen” på et værelse. For ville du i realiteten være villig til at betale prisen med dit kreditkort?

Et eksempel: Jeg kan fra 12. til 14. september bo på Residence Inn New York Manhattan. Det ophold vil enten koste 96.000 point eller 569 USD per nat (altså 1138 USD i alt for 2 nætter).

Hvad koster det at bo på Residence Inn New York Manhattan? Søgningen er foretager 19. juni.

Det er meget nemt at regne ud, at jeg indløser mine point til knap 1,2 cent – som er 20% mere, end jeg kan købe point for under kampagnen. Og det er derfor umiddelbart en god handel.

Men, hvis jeg aldrig ville være villig til at betale 1.138 dollar for de to nætter, så har mine point heller ikke en reel værdi på 1,2 cent. Værdien vil i givet fald være lavere.

Og det er den fælde, som mange falder i, når de udregner værdien af point.

Er din konto ved at blive nulstillet?

Alle point på din Marriott Bonvoy konto forældes, når der ikke har været aktiviteter på kontoen i 24 måneder. Men når du køber point, så starter en ny 24 måneders periode. Det kan derfor betale sig at købe point, hvis du har mange point på din konto – og de snart bliver forældet. Men hvis du kun har få point på kontoen, så er det måske bedre at lade dem blive forældet.

Under alle omstændigheder må du holde omkostningen ved at købe få point op mod sandsynligheden for, at du på et senere tidspunkt vil bruge saldoen. Hvis du vurderer, at du under ingen omstændigheder vil bruge pointene, der er ved at blive forældet, så er selv en betaling på 12,50 USD for meget.

Husk: Hvis du har fået status på livstid, så forældes dine point ikke. Så har du blot et sølvkort på livstid, så er der ingen grund til at købe point for at undgå forældelse.

Konklusion

Så for at opsummere: Køb point med bonus, hvis de for dig har en højere værdi end 0,96 cent. Ellers skal du betale for hotelopholdet med dit kreditkort.

Den eneste anden grund til at købe point er at du ikke har haft aktiviteter på din konto i så lang tid, at der er en risiko for at den nulstilles. Så kan et køb af bare 1.000 point forlænge udløbsdatoen til 24 måneder efter købet.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here