Mange EuroBonus point, når du lejer bil hos Hertz

Bag dagens låge i SAS julekalender får du ekstra mange EuroBonus point, når du lejer bil hos Hertz. Det er bestemt en af de bedre gaver i årets julekalender.

Vi er efterhånden blevet forvænt med de forskellige kampagner hos biludlejningsfirmaerne, hvor vi kan få ekstra mange EuroBonus point. Men den kampagne vi ser i dag hos biludlejningsfirmaet Hertz er bestemt en rigtig fin gave.

Dagens kalendergave

Vi kan få op til 10.000 bonuspoint og op til 5.000 niveau point, når vi lejer bil hos Hertz senest lørdag d. 20. december. Bilen skal reserveres via denne side. Lejemålet skal afsluttes senest 20. marts 2026.

Antallet af optjente point afhænger af længden af lejemålet:

  • 1 – 2 dages leje giver 1.500 bonuspoint + 750 niveaupoint
  • 3 – 4 dages leje giver 3.000 bonuspoint + 1.500 niveaupoint
  • 5 – 6 dages leje giver 5.000 bonuspoint + 2.500 niveaupoint
  • 7 – 9 dages leje giver 8.000 bonuspoint + 4.000 niveaupoint
  • Mindst 10 dages leje giver 10.000 bonuspoint + 5.000 niveaupoint

Normal pointoptjening hos Hertz

Normalt er optjeningen af EuroBonus point begrænset. Alle medlemmer af EuroBonus får point ud fra lejeperiodens længde. For lejemål på

  • 1 – 6 dage får du 1.000 bonuspoint og 500 niveaupoint
  • 7 – 27 dage får du 1.500 bonuspoint og 750 niveaupoint
  • 28 dage og længere giver 2.000 bonuspoint og 1.000 niveaupoint

Hos Hertz er der ikke flere point til medlemmer med guld- og diamantkort (som vi eksempelvis ser hos Avis). Vi får heller ikke flere point ved at betale med vores SAS EuroBonus MasterCard. Endelig afhænger optjeningen af EuroBonus point kun af lejemålets længde – ikke af den samlede pris (som vi eksempelvis ser hos EuropCar).

Eksempel på optjening af EuroBonus point

Vi har forsøgt at leje en bil i Aarhus. Afhentning onsdag d. 14. januar fra kl. 10.00. Bilen skal tilbageleveres senest 21. januar kl. 10.00, altså et lejemål på 7 dage. Bemærk teksten i øverste højre hjørne med teksten “Christmas Special”. Vi opfordrer alle til at tage et sådant bevis, hvis der senere skulle være problemer med at få pointene ind på kontoen.

Billeje i Aarhus fra 14 – 21 januar 2026. Søgning foretaget 16. december 2025.

Den billigste bil i denne søgning er en Ford Fiesta, der koster 1.560,48 kroner for 7 dage. Det fremgår, at vi på dette lejemål optjener 8.000 bonuspoint og 4.000 niveaupoint,

Hvis vi skulle købe disse point i EuroBonus shoppen (hvor prisen er 1 svensk krone for niveaupoint og 20 svenske ører for bonuspoint), skulle vi betale omkring 2,5 gange prisen for at leje bilen. Med andre ord: Hvis du mangler bonuspoint og skal have dem hurtigt, er kalendertilbuddet betydeligt billigere end at købe i EuroBonus shoppen.

Alternativt kan du betragte EuroBonus pointene som en rabat på billejen. Hvis dine 8.000 bonuspoint er 10 danske øre værd, så svarer det til en værdi på 800 kroner – altså en rabat på lige over 50%.

Men kampagnens værdi afhænger naturligvis også af, hvilken bil du lejer. Du kan også få biler, der koster 3 gange så meget som Ford Fiestaen – og så er regnestykket et helt andet.

Jeg går ud fra, at bilerne også er prissat ud fra den aktuelle efterspørgsel. Så når du lejer biler i andre byer, kan du få helt andre priser – og dermed også en helt anden værdi af kampagnen.

Men under alle omstændigheder er det værd at tjekke – hvad enten du skal leje en bil eller bare gerne vil optjene billige EuroBonus point.

Hvad tager konkurrenterne?

Det er altid værd at undersøge, hvad andre udlejningsfirmaer tager for en tilsvarende bil i en tilsvarende periode. Det kan ikke udelukkes, at du kan risikere at komme til at betale for meget, når du forsøger at leje bil under kampagnen. For priserne kan let stige, når der er stor efterspørgsel (og dermed et begrænset antal ledige biler tilbage i udlejningsfirmaets garage).

Men du skal altid være sikker på, at det er identiske produkter, du sammenligner prisen på. Specielt om du har mulighed for at fortryde / afbestille, samt om der kommer ekstra gebyrer, og om forsikringerne dækker det samme. Så kan du altid vurdere, om en eventuel merpris stadig er en fornuftig betaling for de mange EuroBonus point.

Artiklen er baseret på SAS julekalender og priser på billeje.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here