Mange danskere har ikke styr på rejseforsikringen på skiferien

Tusindvis af skiglade danskere strømmer hvert år til Europas sneklædte pister, men mange glemmer en forsikring, der dækker. Ifølge Danmarks Rejsebureau Forening kan den manglende forsikring blive en dyr affære for danskerne.

Uge 7 og 8 er danskernes foretrukne skiferieuger. Og derfor er uge 7 og 8 også den tid på året, hvor flest danskere kommer hjem fra sneen i utide med større eller mindre skader.

”Risikoen for at komme til skade på skiferie er markant større end på almindelige ferier. Af samme grund er det vigtigt at have en rejseforsikring, der dækker dig i tilfælde af ulykker og skader”, siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Selvom det er flere år siden, at tilskadekomne skiturister kunne blive transporteret gratis hjem, er der stadig mange danskere, der tager på skiferie i sikker forvisning om, at det gule eller blå sygesikringskort dækker alt, hvad der har at gøre med ulykker og sygdom i udlandet.

Men sådan er det bare ikke.

Og det er ikke engang nok at have en rejseforsikring. I mange tilfælde skal man også huske at tegne ekstra rejseforsikring før sin skiferie, hvis man vil undgå at betale for hjemtransporten efter uheld eller sygdom. Det er nemlig på egen regning.

”Alvorlige skader kræver speciel hjemtransport, og i værste fald kan et uheld på ski kræve en returbillet med det for mange danskere alt for velkendte ambulancefly, ”Knogleekspressen”. Så uden en rejseforsikring, kan man ende med at stå med kæmpestor regning, som man selv skal betale”, siger Lars Thykier.

Han tilføjer, at skiglade danskere, der kommer til skade, bliver syge eller på anden vis har behov for hjælp, mens de er af sted, altid kan henvende sig til deres rejsebureau for at blive hjulpet videre. Rejsebureauet kan inden rejsen desuden rådgive om, hvilke forsikringer, der dækker gæstens behov bedst.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here