Lukkede luftrum kan blive stor udfordring for europæiske flyselskaber

Finnair A350. Foto: Airbus

Mens der er ret stor enighed om, at europæiske lande vil lukke deres luftrum for russiske flyselskaber, så kan det komme med en pris, som kan blive dyr på de europæiske flyselskaber.

Når vesten lukker luftrummet for russiske flyselskaber, så bliver det ganske givet ikke uden problemer for de europæiske flyselskaber heller. I hvertfald ikke de flyselskaber, som har ruter til store dele af Asien. Det kan betyde mange aflyste ruter eller store – og dyre omveje – på vejen til store dele af Asien.

Der er ret stor enighed om at en lukning af det europæiske luftrum for russiske flyselskaber er en effektfuld del af sanktionerne mod Rusland – og det vil da også helt sikkert medvirke til at isolere Rusland fra resten af verden og give landet økonomiske udfordringer. Men det kommer også med en pris for europæiske flyselskaber.

For når Europa lukker det europæiske luftrum for russerne, så må vi også påregne at det russiske luftrum lukker for os. Og det gør det yderst svært at operere ruter mellem Europa og store dele af Kina, Japan og Asien. Mange af disse ruter flyver nemlig igennem russisk luftrum da det er den korteste vej mellem Europa og store dele af Asien.

Netop den manglende mulighed for at flyve igennem russisk luftrum har f.eks. tidligere holdt Norwegian fra at flyve ruter fra Europa til f.eks. Kina og flere andre asiatiske destinationer. Omvejen bliver ganske enkelt for lang og dyr.

Lad os kigge på et eksempel.

LOT flyver f.eks. en rute mellem Seoul i Sydkorea og Warszawa. Her vil de normalt flyve igennem russisk luftrum da det er den korteste vej.

Her kan du se ruten, som LOT fløj i starten af februar – inden krigen i Ukraine brød ud. I dette eksempel var flyvetiden 10 timer og 8 minutter. Normalt ligger flyvetiden på denne rute på mellem 10 og 10 timer og 30 minitter:

LOT’s rute mellem Seoul og Warszawa i starten af februar. Screenshot: Flightradar24

I lørdags måtte ruten så planlægges udenom det russiske luftrum, hvilke gav en langt sydlige kurs, som er betydeligt længere. Her blev flyvetiden 12 timer og 23 minutter:

Endnu værre ser det ud, hvis vi kigger på ruter fra Europa til f.eks Japan og Kina, hvor mulighederne for at undgå russisk luftrum er stort set ikke-eksisterende. I hvertfald ikke uden meget lange omveje og mellemlandinger for at tanke brændstof.

Kan blive problem på sigt

Lige for tiden, hvor Kina stadig kun tillader meget få fly fra Europa og Japan har meget strenge indrejserestriktioner, så er udfordringen for de europæiske flyselskaber rimeligt begrænsede. Men det kan hurtigt ændre sig når det igen bliver muligt at flyve til disse vigtige lande.

For netop ruterne til disse lande er meget fragttunge og dermed en god indtægtskilde for flyselskaberne ligesom det er vigtige ruter for erhvervslivet, som også er afhængige af fragtmulighederne.

Allerede nu kan lukningen af det russiske luftrum give store udfordringer fra specielt fragtselskaberne, som får større omkostninger ved at transportere varer fra disse dele af verden til Europa.

Finnair forudser stor økonomisk udfordring

Den potentielle lukning af russisk luftrum har da også fået Finnair til – i dag – at meddele at det givet vil have en negativ indflydelse på deres regnskaber. Det finske flyselskab har derfor tilbagetrukket deres forudsigelser omkring deres økonomiske resultat i første kvartal samt omkring deres driftsmæssige resultat i hele 2022.

Finnair meddeler at det den negative indflydelse på deres regnskab kan blive omfattende og at flyselskabets ruter til Asien ikke vil være økonomisk bæredygtige.

Specielt Finnair har inden pandemien haft et omfattende rutenetværk til både Kina og Japan, som kan blive ualmindeligt svært – eller sågar umuligt – at få igangsat igen – uden at kunne flyve igennem russisk luftrum.

Begrænset påvirkning for SAS – på kort sigt

¨For SAS vedkommende er påvirkningen mere begrænset på kort sigt. Det skandinaviske flyselskab har én ugentlig afgang til Shanghai og én til Tokyo. Disse er ramt af samme problemer med lange omveje, hvis de ikke kan flyve via Rusland. Men da der kun er tale om to ugentlige afgange, så er det en mere overskuelig situation. Hovedparten af SAS langruter går p.t. mellem Europa og USA.

Men på sigt kan det blive problematisk for SAS at få gang i deres asiatiske ruter igen, hvilket naturligvis kan få en større økonomisk påvirkning.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here