Lufthansa familien har fået et nyt medlem fra 17. januar: Det italienske ITA Airways. Denne overtagelse vil både styrke Lufthansa Group men også fremtidssikre ITA Airways
Deutsche Lufthansa AG aftalte allerede i maj 2023 købet med det italienske økonomi og finansministerium. Denne aftale er nu godkendt af Europa-Kommissionen og andre konkurrence myndigheder uden for EU. Det er et køb i flere etaper, hvor Lufthansa begynder med at købe en minoritetsandel på 41 procent i ITA Airways. Dette skete d. 17 januar, hvor Lufthansa betalte 325 millioner euro. Det tyske selskab har mulighed for senere at overtage de resterende 59% af aktierne, der stadig ejes af den italienske stat.
Lufthansa gruppen
ITA Airways er det nye selskab i Lufthansa Gruppen, der allerede består af Lufthansa, Austrian Airlines, Swiss Air, Brussels Airlines, EuroWings og Discover Airlines (der flyver til feriedestinationer i Europa, Afrika samt Syd- og Nordamerika).

Selvom ITA Airways vil forblive et selvstændigt selskab, vil man snart kunne se samarbejdet blive udmøntet. Indenfor få uger vil ITA Airways passagerer kunne optjene miles i Lufthansas loyalitets program Miles and More. Medlemmer af Miles and More vil også snart kunne bruge deres optjente miles til at købe bonusbilletter hos ITA Airways. Mon medlemmer af Miles and More ikke også snart får statusfordele, når de rejser med ITA Airways?
Dertil kommer, at vi snart vil se codeshare på en række ruter – og måske også tilpasning af flyplanerne. Det forventes, at ITA Airways vil skifte fra alliancen Sky Team til Star Alliance, hvor netværksselskaberne i Lufthansa gruppen allerede er med.
ITA Airways loyalitets program “Volare” fortsætter – og selskabets passagerene kan derfor også fortsætte med at optjene point dér. Med andre ord så skal medlemmer “Volare” til at overveje, om de vil skifte til “Miles and More”. Det var tilsvarende overvejelser mange i Skandinavien havde, da SAS 1. september sidste år skiftede til Sky Team: “Flying Blu” eller “EuroBonus”.
ITA Airways
ITA Airways blev stiftet efter Alitalia gik konkurs som følge af Corona pandemien. ITA Airways er et ungt flyselskab, der begyndte at operere i 2021 og siden da har været i stærk vækst. Selskabet har i øjeblikket 99 fly, herunder 22 langdistance-Airbus A350-900, Airbus A330 -900neo og A330-200 fly. ITA Airways flyver til næsten 70 destinationer rundt om i verden. Flyselskabet har base i Rom Fiumicino og Milano Linate lufthavn. I 2024 bød flyselskabet velkommen til omkring 18 millioner passagerer om bord på sine fly.

I forbindelse med Lufthansas køb, har ITA Airways også fået en ny CEO. Det er den 54-årige tysker Joerg Eberhart.
Lufthansa er glad
Det er ingen tvivl om, at ledelsen i Lufthansa er glad for, at købet nu er faldet på plads.
Lufthansas CEO Carsten Spohr udtaler: Vi er stolte over endelig at byde ITA Airways velkommen til Lufthansa-koncernen. Jeg vil gerne takke alle, der har bidraget til dette, især i Rom, Bruxelles, Berlin og Frankfurt. ITA Airways-teamet har skrevet en imponerende succeshistorie i de seneste år og har med stor energi, passion og ekspertise bygget et flyselskab, der allerede er en hel nations stolthed. Vi ser frem til at fortsætte denne succeshistorie om ITA Airways sammen. Med vores investering vil vi nu styrke det italienske og europæiske luftfartsmarked og Lufthansa-koncernens position som nummer et i Europa. Vores fælles passagerer verden over vil nyde godt af forbedrede tilbud og optimerede forbindelser allerede i denne kommende sommerflyveplan.
Italien bliver dermed et yderligere “hjemmemarked” for Lufthansa-koncernen. Landet er allerede virksomhedens næstvigtigste internationale marked efter USA uden for de eksisterende hjemmemarkeder Tyskland, Østrig, Schweiz og Belgien. Den femstjernede Rom Fiumicino Lufthavn bliver den sjette og sydligste Lufthansa Group-hub. Milan-Linate vil som en storbylufthavn i den økonomisk stærke region Norditalien med det næststørste opland i EU spille en fremtrædende rolle i koncernen.
Foto i artiklen er leveret af Lufthansa