Lufthansa vil afskaffe booking- og billetnummer

Lufthansa planlægger at ændre funktionaliteten i billetsystemet, som vi kender det i dag. Et nyt identifikationsnummer på billetterne vil erstatte booking- og billetnummer. Det skulle være med til at give passagererne et bedre overblik og forbedret funktionalitet for den enkelte rejse.

Lufthansa har annonceret, at selskabet ikke længere vil vise bookingkode og billetnummer på boardingkort eller billetter. I stedet vil der være et “ordre-ID”, der samler alle data for billetten. Det betyder, at passagerer vil kunne bruge det nye system til at reservere sæder, tilføje bagage eller opgraderinger og finde ud af, hvilke tjenester der allerede er inkluderet i deres billet. Det nye ID bliver brugt til at samle alt i et system – og dermed erstatter de tidligere separate bookingsystemer.

Med andre ord, så vil passagerer, der rejser med flyselskaber i Lufthansa Group få et godt overblik over hele deres rejse. Og specielt i tilfælde af uregelmæssigheder eller ændringer i flyplanen, er det lettere at få overblik. Lufthansa siger i pressemeddelelsen, at “kun ét klik” er nødvendigt.

Lufthansa gennemfører denne nyudvikling i et samarbejde med Amadeus IT Group, der er en førende global teknologileverandør til rejsebranchen. Systemerne udviklet af Amadeus forbinder flyselskaber, hoteller, rejsebureauer og lufthavne med IT-systemer, der muliggør søgning, booking, prissætning og reservationer. 

Lufthansa koncernen siger i en pressemeddelelse, at dette er et skridt i retning af digital transformation.

Som pioner inden for moderne ‘flyselskabsdetailhandel’ er vi glade for partnerskabet med Amadeus, hvorigennem vi vil drive udviklingen og implementeringen af ​​innovativ ‘bestillings’-teknologi og yderligere forbedre rejseoplevelsen for vores kunder,” forklarer Tamur Goudarzi Pour, Executive Vice President Strategy hos Lufthansa Group.

Hvem har fordele af det nye system?

Det nye system vil give passagerer mulighed for at ombooke, ændre bookingen eller justere deres rejseplaner med kort varsel. Lufthansa fremhæver, at alt vil kunne foregå endnu hurtigere og mere bekvemt – især i tilfælde af uregelmæssigheder eller ændringer i flyplanen. Med blot et enkelt klik vil passagererne modtage alternative løsninger og andre vigtige oplysninger om deres rejse. Det nye teknologiske fundament skaber også større gennemsigtighed for passagerer: de vil lettere kunne se, hvilke tjenester der er inkluderet i deres booking, og hvilke yderligere muligheder der er tilgængelige.

Tyske fagmedier påpeger, at det forventes at det nye system også vil give betydelige lettelser hos flyselskaberne. Det skyldes især, at procedurerne automatiseres og bliver enklere.

Tidsplanen er ikke offentliggjort. I pressemeddelelsen skriver Lufthansa, at ​​det nye system bliver gradvist taget i brug hos flyselskaberne i Lufthansa Group. Den personlige kundeprofil forbliver fortsat i opdateret i det såkaldte Travel ID.

Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Lufthansa

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here